08/01-2006: Verdens mindste "land" til salg

Der er tale om et astronomisk beløb, når verdens mindste stat er til salg, ifølge ejeren selv. En 85-årig britisk major, der for 40 år siden købte en luftværnsplatform, hvor han gjorde sig selv til prins.

Verdens mindste "land" er til salg med flag, nationalsang, valuta, pas og det hele, skriver Dagens Näringsliv.

Der er tale om en 550 kvadratmeter stor luftværnsplatform, som ligger i Nordsøen 11 kilometer ud fra kysten ved Harwich i Øst-England, som man kun kommer ud til med båd eller helikopter.

Platformen fungerede som søfort under anden verdenskrig, men blev i 1946 købt af den britiske major Paddy Roy Bates, som flyttede dertil med sin familie.

Majoren proklamerede platformen som uafhængig stat i internationalt farvand, døbte den Sealand og kronede sig selv som prins, skriver dagens Näringsliv.

Men nu mener familien, at det er tid til fornyelse på Sealand, og derfor har de sat den til salg, fortæller majorens søn.

"Vi har ejet øen i 40 år og min far er 85 år gammel. Det er måske på tide med yngre kræfter, siger prins Michael of Sealand til The Times.

Det er endnu uvist, hvad Sealand kommer til at koste.

"Astronomiske tal er nævnt, men vi får se, hvad det bliver til," siger prins Michael.

Som de fleste stater, har også Sealand en dramatisk historie skriver Dagens Näringsliv. I 1968 forsøgte den britiske marine at erobre øen/platformen, men mistede modet, da den blev mødt med varselsskud.

Senere fik Paddy Roy Bates ved domstolene medhold i, at platformen ikke ligger i britisk farvand og derfor er udenfor den britiske regerings kontrol.

Sealand fik sin egen grundlov i 1974 og senere sit eget flag, nationalsang, Sealand-dollar og pas, skriver Dagens Näringsliv.

Den mest dramatiske hændelse i Sealands historie var, da forretningsmænd fra Tyskland og Holland kom på et besøg med grimme bagtanker. De forsøgte at kidnappe prins Michael, men missionen mislykkedes.