Karma S er Detroits stjerne

Henrik Fiskers luksus-cabriolet Karma S er årets oplevelse på biludstillingen i Detroit.

Foto: Morten Kjeldsen

Smuk, sensuel og stærk. Ordene er danske Henrik Fiskers egne, når han beskriver sin Karma S, som mandag trak tæppet væk under gæsterne på biludstillingen i Detroit.

Karma har været kendt i et år, men da to billedskønne kvinder med lige så dramatiske proportioner som Karma hev klædet af cabriolet’en til tonerne af ”California Dreamin”, afslørede de en af øjeblikkets mest spændende biler, ikke blot når det kommer til design og størrelse, men også når det gælder teknologi.

Karma S er fem meter kraftfuld elegance, en luksusbil så anderledes og kompromisløs, men alligevel så klassisk smuk, at konkurrenterne hos Maserati ved siden af og hos Aston Martin overfor måtte blinke forbløffet med lygterne - Aston Martin DB9 er i øvrigt også designet af Fisker.

En drøm går i opfyldelse
For Henrik Fisker er Karma og Karma S endnu en opfyldelse af hans drømme.
”Jeg er glad for at lave dét, jeg laver, og når jeg med Karma forener det bedste af to verdener - luksusdesign og miljø - er det jo bare perfekt,” siger han.

Fisker Automotive blev stiftet i 2005, på Detroit-udstillingen i fjor viste han Karma-prototypen, og i år står den produktionsklare luksushybrid til offentlig beundring. Samtidig kan Henrik Fisker glæde sig over, at 1.300 købere har forudbestilt en Karma, der bliver samlet hos Valmet i Finland, hvorfra de første biler triller ud i november i år. Produktionen frem til sommer 2010 er sikret, målet er 15.000 biler om året, og Henrik Fisker har noget at have optimismen i:

”Vi har samlet de bedste hoveder i branchen, underleverandørerne er eksperter og dybt involveret i udviklingen, og vi er cirka to år forud for alle andre, der arbejder på at udvikle lignende biler i samme størrelse og segment.

Ikke helt billig
Prisen for en Karma er 87.900 dollar (ca. 490.000 kroner) - til sammenligning koster den lille topersoners elbil Tesla omkring 140.000 dollar - og Henrik Fisker er overbevist om, at teknikken i Karma, den såkaldte plug-in hybrid, er fremtiden for i hvert fald de større og mellemstore biler. Han formoder, at ren eldrift i de første mange år kun vil være relevant til de helt små biler, der primært bruges i byerne.

”Karma er meget fleksibel, og jeg kan ikke afvise en mere familievenlig stationcar med fem sæder. Men lige nu koncentrerer vi os om det her,” fastslår han.