Kampen om Danmark

Den radikale kulturelite nærer et selvhad og ønsker danskernestraditioner og symboler hen, hvor peberet gror. Konsekvenserne af dette kulturhad eller denne antipatriotisme kan aflæses i en folkelig rodløshed og opløsning, som vil fortsætte, hvis vi ikke generobrer vores danske identitet.

Under et møde i Ebeltoft i 1999 udtalte den daværende radikale kulturminister Elisabeth Gerner Nielsen, at hun var ved at blive dårlig under en køretur, fordi hun så et flag, der smældede fra en dansk flagstang. Eller som hun udtrykte det: »Jeg er så træt af at få det dårligt, når jeg kører forbi en kolonihave og ser det danske flag«. Hermed var hun i fin overensstemmelse med sin kollega, udenrigsminister Niels Helveg Petersen, der engang skyndte sig at gemme det danske flag væk fra sit skrivebord, da han fik fint muslimsk besøg.

Imidlertid er der mange andre i dette parti, der bliver dårlige, når de møder danske symboler eller blot diskuterer danskheden. F.eks. Henrik Svane som har udtrykt disse udødelige ord (vistnok på dansk): »Dansk kultur eksisterer ikke og har aldrig eksisteret.«»Danmark for folket« synges ikke hos de Radikale.

Også forfatteren Peter Seeberg havde et specielt syn på Danmark: »Som situationen er nu, er der en masse tegn på, at danskerne tror, at vi ejer dette land, fordi vi har arbejdet i det. Gu' gør vi ej. Vi ejer det ikke mere end kineserne gør« (1997).

Nu kunne læseren måske i et svagt øjeblik tro, at vi her møder den verdensberømte danske humor, for nedgørelsen af flaget, kulturen og landet må bestemt kunne relateres til en eller anden festlig forestilling på Gladsaxe Teater. Men nej! Ordene er skam ægte nok og dækker over tanker og holdninger hos kultureliten, som i et kulturelt selvhad ønsker danskernes traditioner og symboler hen, hvor peberet gror.

Konsekvenserne af dette kulturhad eller denne antipatriotisme kan man for tiden aflæse i gaderne, hvor identitetsløshed og rodløshed hersker sammen med en uforløst vrede over, at samfundet ikke rigtigt hænger sammen. Eller for at sige det med den franske professor Gilles Kepels ord: »De vestlige eliters had til egen kultur polariserer de europæiske samfund«.

Kepels pointe er, at kultureliten er ved at fratage befolkningerne troen på egne værdier. F.eks. føler den det som en international pligt at moralisere over mennesker, der ikke ser det multikulturelle samfund i åbenbaringens lys. Antipatriotismen og forsvaret for de åbne grænser er blevet to sider af samme sag.

Det er i det ideologiske lys, angrebet på dansk traditionstænkning og identitetsfølelse skal forstås. Danskernes dyrkelse af deres kultur er blevet en hæmsko for kultureliten, som i globaliseringens tidsalder føler et større ansvar for verden end for sin egen kultur og sin egen befolkning.

Kulturelitens forsøg på at nedgøre danskernes kultur og traditioner er derfor at åbne Pandoras æske. En nedgørelse der kun vil bringe sorger og bekymringer for det danske samfund. Opsplittelse, fremmedgjorthed og usikkerhed om, hvor man hører til. En opskrift på hvordan man ødelægger et samfund. For et folk er ikke blot et produkt af abstrakte ideer, da det beherskes af fortidens oplevelser og følelser. Et flag i en kolonihave er ikke bare et flag, ligesom en rose på mors dag ikke bare er en rose. Menneskets identitet formes igennem en række livsoplevelser, hvilket vil sige, at tingene hænger sammen og bliver til en helhed, i det øjeblik de er styret af traditionens mønstre og strukturer, som man kender og holder af.

Forståelsen for, at dansk kultur binder menneskene sammen i et ufortalt fællesskab, ligger imidlertid helt uden for det kulturelle broderskabs begrebsverden, hvor dansk kultur aldrig har eksisteret, og hvor kineserne har lige så stor ret til Danmark som danskerne selv.

Grundlæggende drejer det sig derfor om en kulturkamp, en kamp om Danmarks fremtid. Det samfund vi kender, holder af og føler os trygge i. For har samfundet ikke en fælles kultur, et fælles normativt grundlag, så splittes det op og overlader den enkelte til at være gidsel for sin egen etniske gruppe.

Derfor er danskheden kulturdiskussionens vigtigste omdrejningspunkt. Det er synet på det nationale, der så at sige er det punkt, hvorom alt drejer. Har danskerne noget iboende, der kan siges at være danskheden? Eller er det hele en romantisk illusion? Findes der en rød tråd i historien, der binder danskerne sammen som folk og nation?

Udsagnet: »Dansk kultur eksisterer ikke«, er tydeligvis et meningsløst udsagn, for kulturen eksisterer, men den eksisterer ikke i sig selv, fordi den befinder sig oppe i hovederne på folk. Derfor må kulturen fremanalyseres efter den mening, som den enkelte tillægger den. Er danskheden kun en illusion, eller er den et resultat af en historisk proces, der gennem oplevelsen konstituerer udsagnet om et specielt dansk folk og nation?

Hos den tyske filosof Hans Georg Gadamer møder vi den historieopfattelse, at viden og refleksioner ikke alene gør os i stand til at indhente de forudsætninger, der indgår i traditionen. Kun hvis vi indlever os i denne tradition, har vi mulighed for at forstå os selv som historiske væsener. Essensen hos Gadamer er derfor, at forståelse er noget, der sker med én gennem oplevelsen.

I den forståelsesramme kommer danskheden til syne. Ikke som en illusion, men som noget håndgribeligt, i det øjeblik følelserne bliver involveret i nogle faste og håndgribelige ting i vores omverden, som vi kan knytte os til. Sproget, litteratur, myte, film, historie, arkitektur, kunst etc. etc. Når »Matador« ruller over skærmen på TV, rammer den danskernes folkesjæl, fordi de i den genkender det, som de som danskere kan identificere sig med uden dog at kunne sætte genkendelsen på en formel.

Men sådan fungerer kulturen jo i praksis. Der er ukendte hemmelige koder, som styrer vort syn på os selv som danskere. Derfor føler vi os trygge ved det, vi genkender og har fornemmelser for, selvom vi ikke kan forklare det med sproget. Vore fornemmelser for frihed, oplysning og dansk besindighed kan heller ikke forklares, men de er alligevel en del af den danske nationalkarakter.

Samfundet er derfor at sammenligne med en stor familie, hvor alle tager del i en stor fortælling om måden at leve og tænke på. En måde at opleve på som går forud for erfaringen. Virkeligheden har formet os, før vi kunne forme os selv. Derfor giver oplevelserne næring til bevidstheden om et sted, hvor jeg hører hjemme. Vejen til danskernes virkelighedsforståelse får derfor næring gennem oplevelserne. Men problemet er, i hvilken grad vi opsøger dem og tager dem til os.

Et folk er det, som kultur og tradition derfor gør det til. Men hvis vi ikke oplever traditionen, genkender vi og oplever vi heller ikke historien. I så tilfælde er der ikke noget at bygge fremtidens fællesskab på. Derfor må vi opsøge traditionen for at forstå historien. Det vil konkret sige skabe nye oplevelser af sammenhænge på baggrund af de traditioner, som har givet danskerne en bestemt folkesjæl.

Enhver kultur har sin egen udviklingshistorie, og ikke mindst har teologen og salmedigteren Nikolaj Frederik Severin Grundtvig fået en enestående indflydelse på dannelsen af den danske nationalkarakter. Ikke mindst gennem højskolerne udvirkede Grundtvig den opfattelse, at frihed og opgør altid må have udgangspunkt i folkeånden og ikke i ideerne, og at modersmålet og historien har en hovedrolle, hvis man skal forstå samfundet. Grundtvig tilpassede specielt de liberalistiske ideer om lighed og frihed ind i den danske folkekarakter.

Derfor gælder det om at generobre traditionen og gøre sig historien bevidst. Herved kan nationsbegrebet forbindes med en ægte nationalfølelse. Dvs. følelsen af og bevidstheden om, at man er en del af noget større og tilhører et samfund med fælles værdier.

At generobre historien betyder konkret, at man igen i samfundet begynder at dyrke danskernes historie. F.eks. gennem litteraturens fortællinger og gennem film og teater. En ny vækkelse af danskheden som udmærket kunne starte med at vende tilbage til højskolerne og blive undervist i tidens mest påtrængende folkelige spørgsmål. Få indsigt i og oplysning om tidens nye ideologiske forenklinger og de religiøse strømninger sat i relation til danskernes historie. Dvs. få mulighed for at forstå os selv som folk og nation.

Det skulle være unødvendigt at påpege, at en sådan samling omkring nationen i dag er livsnødvendig for at stoppe den rodløshed og folkelige opløsning, som vi for tiden er vidne til og som vil fortsætte, hvis vi ikke for alvor generobrer vor danske identitet.

Kurt Rosenstrøm, tidl. folkeskolelærer