Designet er banebrydende. Materialerne avancerede. Og interessen fra verdenspressen massiv.
Det er starten af firserne. Designerne Jacob Jensen og sønnen Timothy har skabt en bil, der giver genlyd ud over Danmarks grænser. Ikke en eldrevet kabinescooter eller forvokset golfvogn, men en rigtig bil med benzinmotor og plads til hele familien. Logicar hedder køretøjet, der ser ud til endelig at sætte Danmark på verdenskortet som bilproducerende nation.
September 1983 har Logicar verdenspremiere på verdens største biludstilling i Frankfurt. Blandt beundrerne er den daværende chef for VW. »Der er kun én nyhed i år, og det er Logicar,« siger han, og placerer dermed Danmark på forsiden af alverdens bilblade.
Det kan ikke gå galt men det gør det. Logicar er endnu et lovende dansk bilprojekt, der ender i glorværdig glemsel.
Hjemme i virksomheden Jacob Jensen Design ved Skive fortæller Timothy Jensen hvorfor. Men først efter at have fyldt kaffekruset og tændt cigaretten: Det er en lang historie, der indeholder prinser, enorme pengesummer og vrede demonstranter.
»Det begynder med, at den lokale JP Group, der producerer dele til VW, vil lave en bil baseret på mekanikken fra »boblen«. Vi tilbyder at designe et karrosseri i glasfiber og har to nye idéer. Dels en front, hvor vi trækker en lige linje fra det øverste af forruden og ned til kofangeren, dels en konvertibel top, der gør det muligt at transportere familien på bagsædet eller varer på et lad alt efter behov.«
Året er 1982, og Timothy Jensen og hans far har i praksis opfundet verdens første mpv. Da bilen året efter præsenteres på Frankfurt-messen, står industrien klar med mere end pæne ord. VW ser et oplagt marked for Logicar i Brasilien, hvor idéen med at transportere familien den ene dag og fire grise den næste, er genial. Tyskerne hiver checkhæftet frem og tilbyder 10 millioner D-mark for konceptet.
Men Timothy, hans far og JP Group takker nej. Selvtilliden er i top. I stedet vil danskerne videreudvikle Logicar og selv starte en produktion.
»For meget optimisme og for lidt viden,« konstaterer Timothy Jensen i dag om den disposition. Uden bitterhed, for arbejdet med Logicar gav både erfaring og omtale af Jensen senior og junior, der ellers er mest kendt som industrielle designere af alt fra ure til B&O-anlæg.
»Som andre før os måtte vi erkende, at bilproduktion kræver enorme ressourcer. Til sidste døde Logicar-projektet på grund af manglende finansiering,« siger han.
Fåår senere får Timothy Jensen chancen igen. Max René, nordjysk pressefotograf og idémand, henvender sig med en plan: Han vurderer, at der er et marked for håndbyggede luksusbiler, bare designet er spektakulært nok. Timothy er manden, der kan skabe det sidste, så skal Max René nok sørge for pengene alt det praktiske og ikke mindst presseomtalen.
»Så tegnede vi det her uhyre, som egentlig aldrig blev helt færdig,« fortæller Timothy Jensen.
»Uhyret« er Jensen One. En ombygget Citroën XM med en detalje, verden ikke har set før, og skal det vise sig heller ikke er klar til: Et enormt skørt rundt om hele bilen, der skjuler hjulene.
»Idéen var at give associationer til et luftfartøj at skabe noget nyt. Og så antog vi, at det nedsatte luftmodstanden, selv om vi aldrig fik det testet i en vindtunnel,« beretter Timothy Jensen.
Jensen One ligner påén gang noget fra det ydre rum og nøjagtig, hvad den er: En XM med verdens største skørtesæt. Til gengæld er den dyr. Skørterne har ikke blot computerstyrede hydrauliske luger, der kører til side per trykknap i tilfælde af punktering, men er fremstillet af kevlar og kulfiber. Delene er håndbyggede, og bringer prisen for Jensen One op på 700.000 kroner før afgift. På danske plader vil bilen koste to millioner.
Ingen træder på bremsen, og det velrenommerede Jensen-navn bærer projektet videre. Igen er interessen enorm, godt hjulpet af Max René der med vanlig tæft for PR har udtænkt, at Jensen One skal præsenteres af kronprins Frederik på Kunstindustrimuseet i København. Sådan bliver det. I 1991 afslører den bilbegejstrede prins Jensen One for pressen, og endnu en gang taler alle om en ny gylden chance for dansk bilproduktion. Enkelte er dog utilfredse. Udenfor museet demonstrerer ejere af den britiske Jensen-sportsvogn mod »navnetyveriet«.
»Det var vildt det havde de lige godt aldrig før prøvet på Kunstindustrimuseet,« griner Timothy Jensen.
Ellers er der ikke meget at smile af. For at starte en produktion skal der indløbe 20 ordrer. Der kommer ingen. I dag eksisterer der kun to prototyper af Jensen One. Den ene står i Sverige, den anden hos en tysk arkitekt og bilsamler i Lübeck.
»Det var enfoldigt ud over alle grænser. Vi vidste intet om bilproduktion og begik mange fejl. En af dem var at vælge en Citroën XM som udgangspunkt. Men af hensyn til skørterne skulle vi bruge en bil med luftaffjedring, der kunne hæves og sænkes. Problemet var, at selv om en sekscylindret XM er luksus i Danmark, er den alt for almindelig i udlandet. Samtidig løb vi ind i Golf-krig og lavkonjunktur, der ødelagde markedet for specialbyggede luksusbiler,« siger Timothy Jensen.
Ærgrelse sporer man stadig ikke noget af.
»Nej, for det var altså sindssygt lærerigt og vanvittigt morsomt at lave Jensen One. Samtidig gav det Jacob Jensen design og Max René en utrolig omtale, som vi har nydt godt af siden. Og så lærte vi en vigtig lektie: know-how og dont know how koster lige meget.«
Trods to højtprofilerede nær-ved-og-næsten oplevelser har Timothy Jensen ikke mistet interessen for biler. Tredje gang kunne være lykkens gang:
»Hvis nogen spørger, er jeg frisk på at designe endnu en bil. Miljødebatten åbner nye muligheder, og vindmølleindustrien er beviset på, at vi godt kan. Jeg kan sagtens forestille mig en dansk miljøbil. Det handler bare om ildsjæle, der dukker op på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt.«
