Lige siden jeg var dreng, har jeg været en ivrig leksikonlæser. Hjemme hos min forældre havde vi »Illustreret Dansk Konversationsleksikon« i 24 bind udgivet i årene 1933-1935. I daglig tale blev det omtalt som Berlingskes Leksikon.
Mange gange har jeg slået op i bind seks og kigget på den farvelagte tavle med alverdens flag. Et andet yndlingsopslag var lokomotiver i bind 14, hvor jeg var fascineret af såvel Stevensons »Raketten« som Flying Scotsman lokomotivet. Andre gange, når jeg havde foretaget et specifikt opslag, blev jeg simpelt hen hængende og læste en lang række af de følgende artikler. Leksikonnet opnåede en høj status i min bevidsthed. En status som i øvrigt blev bekræftet af, at det stod i mange af de hjem, hvor jeg kom på besøg.
Min næste erfaring med et leksikon var Lademanns Leksikon udgivet i 30 bind i årene 1982-92. Det fascinerende ved dette leksikon var de pragtfulde farveillustrationer, mens teksterne ofte var meget kortfattede. I forhold til Berlingskes Leksikon, som stort set kun havde små, gnidrede, sort-hvide billeder, er det en fornøjelse at studere billederne i Lademanns. Lademann siger selv, at billedvalget er foretaget ud fra det synspunkt, at et billede kan sige mere end talrige ord, og at billedstoffet og dets tekster fungerer som en ligeværdig informationskilde af samme vægt som teksten.
Lademanns artikler er ofte meget kortfattede, og det var derfor med stor forventning, at jeg hørte om »Den Store Danske Encyklopædi« og besluttede mig til at abonnere på den fra starten.
Spændingen blev bygget op med pamfletter, der udkom med jævne mellemrum, og som beskrev arbejdet med at redigere Encyklopædien. En form for programerklæring findes i pamflet nr. 11 fra 1994, hvor man citerer, hvad Diderot havde skrevet i 1700-tallet:
»Formålet med en encyklopædi er på ny at samle alle de Jordens overflade spredte kundskaber, at fremsætte disses almindelige system for de mennesker, sammen med hvem vi lever, og overlevere det til de mennesker, der vil komme efter os, for at de forløbne århundreders anstrengelser ikke skal have været spildte for de århundreder, der vil følge efter, for at vore efterkommere samtidigt med at være blevet mere oplyste kan blive dydigere og lykkeligere, og for at vi ikke skal dø uden at have gjort os velfortjente af menneskeslægten.«
Redaktionen tager klogeligt forbehold overfor, om den kan gøre læserne dydigere og lykkeligere, men har så absolut ambitionen om at sammenfatte nutidens viden, således at læserne får mulighed for at forstå flere baggrunde, at gøre verden bedre gennem indsigt, og i hvert fald ikke dårligere af mangel på viden.
Konklusionen af ovenstående må være, at de enkelte artikler skal skrives for en oplyst almenhed og skal kunne forstås af denne, mens eksperter må gå andre steder hen for at få udbygget deres viden. Jeg fortolker det sådan, at de enkelte artikler skal kunne forstås af folk med studentereksamen og ikke kræve kandidatgrad inden for området.
Jeg har prøvet at vurdere Encyklopædien ud fra dens egen programerklæring, og jeg har valgt at sammenligne med de to leksika, som jeg gennem mange år har frekventeret med stor fornøjelse.
Encyklopædien er på ca. 12.000 sider, hvoraf ca. 10.000 er brugt til tekst og ca. 2.000 til billeder. Berlingskes Leksikon er på ca. 6.000 »encyklopædisider« hvoraf ca. 5.000 er brugt til tekst og 1.000 til billeder, altså samme balance mellem tekst og billeder som i Encyklopædien. Lademanns er på ca. 7.000 »encyklopædisider« omtrent ligeligt fordelt mellem tekst og billeder. Da der er sket meget i verden fra 1935 til i dag, vil jeg forvente, at Berlingskes og Encyklopædiens behandling af det ældre stof er lige dybtgående, mens Lademanns tekstmængde er så meget mindre end Encyklopædiens, at jeg ville forvente flere emner behandlet og de udvalgte emner mere ophyggeligt behandlet i Encyklopædien end i Lademann. Den arrogance, hvormed Encyklopædien påpeger, at den er noget større og bedre end et almindeligt leksikon, synes ikke berettiget.
Det er også interessant at se på antallet af medarbejdere. Lademann nævner 25, Berlingske 175 og Encyklopædien 4.000. Har dette store antal gjort Encyklopædien bedre end de to andre leksika?
Encyklopædien bryster sig af, at den har haft landets førende eksperter som medarbejdere. Dette gør den muligvis korrekt, men ikke nødvendigvis mere læsevenlig.
Specielt er de matematiske afsnit stort set skrevet af matematikere for matematikere, og der gøres intet for at introducere begreberne på en mere almen måde. Selv et relativt grundlæggende begreb som logaritmer er forklaret unødigt kompliceret. Forklaringerne i både Berlingskes og Lademanns er betydeligt lettere tilgængelige for ikke fagfolk. Tilsvarende gælder for mange fysiske og medicinske artikler, mens de artikler, der direkte handler om sygdomme, synes at være mere læsevenlige. På mange punkter kan de endda supplere de tilgængelige lægebøger.
Jeg tror, at Encyklopædien havde vundet i læsevenlighed, hvis afsnittene i større omfang havde været skrevet af »populærvidenskabsmænd«. Eksperterne kunne så i stedet benyttes som garant for, at der ikke i populariseringens navn var begået vold på sandheden.
Der er mange besynderlige udeladelser i Encyklopædien, og de bliver endnu mere besynderlige, når man ser, at Lademann kan få en kortfattet omtale ind.
For eksempel er »Brisler« kun beskrevet som menneskekirtler og ikke som gastronomisk delikatesse i Sydeuropa. Dette betragter jeg som eksempel på, at den benyttede ekspert ikke har haft et alment overblik.
»Jakobsstigen« er både en plante og et religiøst begreb. Kun den botaniske betydning er givet i Encyklopædien.
»Gardariget«, vikingernes rige i det nuværende Rusland, er ikke omtalt, og almindelige ting som »politur« og »skummetmælk« findes ej heller.
Under Paul Claudel nævnes ikke »Jeanne d'Arc på bålet«. For en der har set den gribende opførelse med Ingeborg Brams på Det Kongelige Teater, er det en ubegribelig udeladelse.
For nylig var der i TV en udsendelse om Amish-folket i USA. Der blev ikke nævnt, hvor mange Amish der er i dag og slog derfor op i Encyklopædien, men uden resulat. Heldigvis kunne Lademann - om end først i 3. supplementsbind - oplyse, at der er ca. 80.000.
Alle ovennævnte opslag findes i Lademann.
Nu er Lademann selvfølgelig ikke den ultimative autoritet på prioriteringen af stoffet, men når jeg som læser savner et emne i Encyklopædien, bliver jeg bekræftet i min mening, når jeg ser det udeladte emne omtalt i Lademann.
Det må naturligvis altid være et problem at sikre aktualiteten, og World Trade Center er blevet nævnt. Dette kan naturligvis ikke lægges redaktionen til last, men mere pinligt er det, at Dronningens nye gobeliner ikke er nævnt med et ord under »Beauvais«. Bind to er godt nok fra 1995, men gobelinerne blev bestilt i 1990.
I et andet tilfælde har redaktionen imidlertid haft mere held til at blive aktuel. Bind fire fra marts 1996 indeholder en meget kortfattet beskrivel af Creutzfeldt-Jacobs sygdom, men så bryder kogalskaben ud, og bind ni halvandet år senere har en meget omfangsrig omtale af Jacob-Creutzfeldts sygdom. Det må vist kaldes redning på målstregen.
Kritikken af Encyklopædien har især gået på »venstredrejethed«. Jeg skal gerne bidrage med nogle eksempler, som jeg indtil nu ikke selv har set fremført af andre.
Under »Berlinmuren« i bind to nævnes i billedteksten, at den flere gange blev »forbedret«. Denne terminologi kan vist kun anvendes af en, der ser sympatisk på formålet med Muren.
En af de første bøger om Stalins terrorregime var »Jeg valgte Friheden«, som blev skrevet af Victor A. Kravchenko, en afhoppet russisk ingeniør, i 1947. Han blev godt nok nedgjort af de venstreorienterede, som nægtede at se kommunismens forbrydelser, men i betragtning af de nutidige diskussioner ville det være yderst relevant at omtale ham. Lademann fandt plads til omtale af ham, så det ligner en bevidst udeladelse, at forfatteren og bogen ikke er omtalt i Encyklopædien.
Encyklopædien har en udførlig omtale af den spanske borgerkrig i 30erne og nævner herunder, at der deltog 450 danskere i den internationale brigade.
Vinterkrigen (mellem Rusland og Finland i 1939-40) er meget kortere beskrevet, og det nævnes ikke med et ord, at danskere meldte sig frivilligt på Finlands side. Heldigvis kan Lademann oplyse, at der var langt over 1.000.
Jeg kan kun se ovennævnte som »venstredrejethed«. Om det er bevidst eller blot skyldes skribenternes »formørkelse«, kan jeg ikke vide.
Til slut et lille hjertesuk: Encyklopædien omtaler i bind 5 tidligere danske leksika, men til min forundring er min barndoms og ungdoms væsentligste informationskilde, nemlig Berlingskes »Illustreret Dansk Konversationsleksikon« ikke med. Efter min vurdering var den i 30erne og 40erne mere udbredt end noget andet leksikon.
Encyklopædien indeholder meget faktuel viden og mange velskrevne artikler, specielt inden for de humanistiske områder, så jeg fortryder
ikke, at jeg har anskaffet den. Men jeg beholder Lademanns, som er et fremragende supplement til Encyklopædien. Jeg beholder også Berlingskes, så længe jeg har plads, men det er mest af nostalgiske grunde, og så for at kunne se, hvor meget der er ændret fra 1935 til i dag.
Encyklopædiens redaktion har oplyst, at der vil komme et supplementsbind, der dels vil bringe de første bind på aktualitetshøjde med de senere, dels inddrage ny viden og nye synspunkter. Dette bind vil forhåbentlig også rette konkrete fejl og råde bod på besynderlige udeladelser.
UNORMALPRIS
Digital adgang + avisen lørdag: 59 kr. i 5 uger
