Jeg bliver så længe jeg kan

Bøger: Tua Forsström. »Sange«. En af den nordiske lyriks store stemmer på dansk i Pia Tafdrups fremragende oversættelse.

Tua Forsström understreger med sin nye digtsamling, at hun er en af lyrikkens store nordiske stemmer. Foto: Matti Matikainen/All Over Fold sammen
Læs mere
Den finlandssvenske Tua Forsström er en af Nordens store nulevende digtere, og hendes »Sange«, som de foreligger på dansk i Pia Tafdrups fremragende gengivelse, er en af de bøger, der erobrer en varig plads i ens bevidsthed. Ikke med voldsomme ord og fagter eller stærke billeder, men i kraft af det stilfærdigt vemodige og trodsigt insisterende tonefald og den helt specielle og paradoksale blanding af sorg og lavmælt humor i omgangen med de udeblivende svar på de store spørgsmål, der nødvendigvis må stilles igen og igen.

Skove, træer og jernbanespor har en vigtig plads i Tua Forsströms univers, dyrene befolker hendes digte tæt, bjørn og ulv, hare og kat, regnen skyller »renhjertet« ned over siderne. Det er midt i disse fortrolige og sørgmodige – i en vis forstand meget finske – kulisser, at oplevelsen af meningsløshed og forladthed breder sig, og at digtenes jeg forgæves henvender sig til de højere magter:

»Tiden er dyrebar, jeg ved det,/alle har nok i deres egen lidelse./Jesus Kristus holder sin hånd over/dem der sover og skovens dyr./Tilgiv at jeg tog Deres tid./Jeg ved de forvalter et andet distrikt,/men jeg troede at hjertet er uden grænser./De har ret: hysteri hjælper ingen./Det betaler sig at være glad.«

Det helt fundamentale svigt i tilværelsen, og det som alle uundgåeligt kommer til at opleve, ligger i Tua Forsströms digtning ikke i brudte kærlighedsløfter eller i umulige livsomstændigheder, men i selve tidens gang. Tab og de forgæves tilnærmelser til »det andet« er digtenes brændstof, deres skønhed ligger også i den illusionsløse omgang med døden, de nærværende døde og med drømmene: »Og der er ingen drøm så vågen/at man kan blive der«.

Tua Forsström er født 1947, debuterede i 1972 og har efterhånden modtaget så mange priser, at hun regnes for sin generations mest prisbelønnede finske lyriker. I 1998 modtog hun Nordisk Råds Litteraturpris for digtsamlingen »Efter at have tilbragt en nat blandt heste« og netop den samling sammen med udvalget »Fiskenes himmel« er tidligere udgivet på dansk.

Tua Forsström er altså ikke noget nyt bekendtskab på dansk, men »Sange«, hendes tiende digtsamling, understreger hendes position som en af lyrikkens store nordiske stemmer. Hendes digte ser tidens gang i øjnene og gør det med en sproglig skønhed, der er lige ved at få læseren til at glemme, hvor trist det egentlig er: »Jeg ser dig endnu, jeg kender dig ikke,/jeg bliver så længe jeg kan«.