Jamrende hjemfald

Med påberåbelse af sociale kriterier er en række boligselskaber i København i gang med en intensiv lobbyvirksomhed for at bugsere sig uden om den såkaldte hjemfaldspligt. Det er en pligt, som giver Københavns Kommune ret til at overtage ejendomme til den pris, kommunen selv solgte for i sin tid.

Hjemfaldspligten træder typisk i kraft efter 60 eller 100 år, og allerede næste år skal to boligafdelinger overdrages til Københavns Kommune, herunder en afdeling i Valby med 300 lejemål. København solgte grunden for 176.500 kr. og vil nu give samme beløb for at overtage jorden. Bygningerne gives der ikke penge for. Boligselskabet kan alternativt købe sig fri for hjemfaldspligten med en engangssum på godt 30 mio. kr. Men det har foreningen ikke råd til, og hvis pengene skal betales af lejerne, vil huslejerne stige markant.

Umiddelbart ser det ud, som om København optræder som grisk boligspekulant med en elendig sag. Men realiteten er, at København har såvel juridisk som moralsk ret til at stå fast. Tilbagefaldsklausulen er jo på ingen måde hemmelig. Alle, som har købt eller bygget på en grund med hjemfaldspligt, har kendt betingelserne. Og hvis man ikke vil eller kan købe sig fri af klausulen med et engangsbeløb, så må grunden leveres tilbage til København på de aftalte betingelser.

De almennyttige boligselskaber skal selvfølgelig ikke have særstilling i forhold til private, og Københavns Kommune kan roligt lukke ørerne for boligselskabernes jeremiader. De sociale lejlighederne forsvinder jo ikke, fordi de i givet fald overtages af kommunen. Derimod er der udsigt til, at nogle attraktive ben i boligselskaberne kan forsvinde, men det kan kommunen se stort på. Det afgørende er, at København har værdier i hjemfaldspligten, og de værdier har kommunen ikke råd til at forære væk for en jammerklage.