Jaguar på gule plader

Efter et par år med gulpladeudgaver af superbiler som Porsche Cayenne, VW Touareg og Audi Q7 kan man nu også opleve en Jaguar indregistreret som van, Gulplade-Jaguaren hedder X-Type Estate og vises første gang på »Biler på Lerchenborg« i weekenden 18.-19. august.

De ændrede bilafgifter har nok fået ram på de store firehjulstrækkere. Til gengæld bobler det nu med usædvanlige gulplade-udgaver af stationcars som denne Jaguar X-Type Estate, der af alle steder får premiere i Kalundborg - ikke på engelske, men gule danske nummerplader. Foto: SpecialPressen Fold sammen
Læs mere

Ved at hive bagsæderne ud og forvandle den britiske liebhaverbil fra stationcar til van, ryger prisen ned med cirka 60 procent, så X-Type Estate Van kan sælges for mellem 3.- og 400.000 kr. - alt efter motor og udstyr - mod ellers mellem 6.- og 800.000 kr. Direktør Erling Lindener fra Jaguar Danmark glæder sig til at se den første prototype: »Med lav gulplade-beskatning vil vi opleve en bil, hvor stort set alt bliver standard.«

Lindener forudser versioner med valg mellem benzin- og dieselmotor og mellem to- og firehjulstræk og navigation som standard.

Bilforhandlerne i Kalundborg og byens motorklub har i samarbejde med greve Christian og Amalie Lerche-Lerchenborg tilrettelagt en udstilling med flere premierer, bl.a. også den nye Audi A5, Kia Ceed Sporty Wagon, Land Rover Freelander 2 Camper, Nissan X-Trail, hybridbilen Toyota Prius som van, VW Golf Variant og VW Golf GT Sport samt Volvo V70/XC70.

Dertil kommer den dugfriske Ford Mondeo, en speciel udstillingsmodel baseret på Ford Fusion, Skoda Fabia, Octavia og Roomster Scout, Land Rover Freelander 2, Kia Carens II, Peugeot 207 SW og Volvo S40/V50.

Videre kommer Chevrolet, Citroën, Hyundai, Mazda, Mitsubishi, Opel, Renault, Seat og Subaru.

Foruden nye biler giver biludstillingen et indtryk af priserne efter afgiftsomlægningen i forsommeren. Den helt store trend bliver gul-pladestationcars, fordi afgiften på dem falder fra 105 til 50 procent.

Det vestsjællandske bilshow i Lerchenborgs slotsgård og park byder endelig på en række nyheder inden for autocampere og camping samt klassiske biler og motorcykler.