Jagten på Det hellige Humbug

Bøger: »Nazimyter. Blodreligion og dødskult i det tredje rige.« Nazismen var en kynisk politisk bevægelse, men den havde også en tro på overnaturlige fænomener og fupvidenskab. SS-lederen Heinrich Himmler var manden bag ekspeditioner efter ur-germanerne og Den Hellige Gral. Dan H. Andersens nye bog »Nazimyter« afdækker nazismens okkulte syner.

Steven Spielberg tog afsæt i virkeligheden, da han lod stålsatte nazister jagte Pagtens Ark i et hidsigt kapløb med Indiana Jones (Harrison Ford). Foto fra filmen »Jagten på den forsvundne skat«, UIP Fold sammen
Læs mere
De fleste kender sikkert scenen fra Steven Spielbergs film »Jagten på den forsvundne skat«, hvor Indiana Jones er i hård konkurrence med en nazistisk forskergruppe om at finde Pagtens Ark. I filmen vil nazisterne finde Arken for at bruge dens kræfter til krigsformål, og det lykkes næsten for den gale naziforsker Arnold Toht at slå Indiana Jones på målstregen. I den tredje Indiana Jones film »Indiana Jones og det sidste korstog« er vor helt atter oppe at kæmpe med nazister – nu i forsøget på at finde Den Hellige Gral, som Indiana Jones heldigvis finder først.

Disse kulørte film skildrer en historie, der har rod i virkeligheden i den forstand, at nazisterne var overbeviste om eksistensen af Den Hellige Gral og andre fantasiprodukter. Den nazistiske bevægelse havde foruden en kold og rationel tilgang til magtens verden også en okkult verdensopfattelse. SS-chefen Heinrich Himmler oprettede en forskergruppe ved navn Ahnenerbe, der skulle finde Den Hellige Gral og som havde en række andre metafysiske projekter kørende, der skulle bevise den ariske races overlegenhed.

Historikeren Dan H. Andersen fortæller i sin nye bog »Nazimyter« om nazisters tro på overnaturlige og fantasifulde myter. Dan H. Andersen har tidligere skrevet veldokumenterede bøger om bl.a. Tordenskiold og Marie Grubbe, men nu har den dygtige historiker kastet sig over nazimyterne.

Himmler dannede i 1935 i samarbejde med forskeren Herman Wirth forskningsinstitutionen Deutsches Ahnenerbe, der kan oversættes med Tysk Forfædrearv. SS’ tyske forskere gik nu i gang med at finde spor efter det stolte germanske folk overalt, hvor man kunne finde aftryk. Ikke mindst i selve Tyskland udgravede man gamle borge og hedenske pladser for at finde det oprindelige germanske folks første trin.

Pitstop på Bornholm
Himmler fik også igangsat ekspeditioner uden for landets grænser. En gruppe rejste i 1935 til Norden for at undersøge helleristninger i Sverige, Norge og Bornholm. Nazisterne havde den idé, at Bornholm havde været mellemstation for den oprindelige nordisk-ariske races rejse sydpå inden den endte i Tyskland. Man havde nemlig en forestilling om, at germanernes forfædre havde levet i det arktiske område og siden var vandret sydpå. Ekspeditionslederen var Herman Wirth, og han fastslog, at helleristningerne var oldgamle, mere end 12.000 år, og var rester af et oldnordisk skrift opfundet i det nordiske Atlantis, som siden var sunket i havet. Ekspeditionen var, set med nazistiske øjne, videnskabeligt en triumf for Wirth, men hans overforbrug af penge førte til, at han blev sat på et sidespor af Heinrich Himmler. Wirth undgik siden domsfældelse efter krigen og fortsatte med sine fantasifulde fortidstanker. Hans teori om et specielt europæisk matriarkat (kvindestyre) fik uventet popularitet i 1970erne blandt feminister, og så sent som i 1979 var han lige ved at få et helt museum for sig selv og sine afstøbninger af helleristninger, da hans uheld ville, at magasinet Spiegel skrev om hans gamle nazifortid.

Til grin i Ekstra Bladet
Men planerne om fantastiske fund, der skulle vise det germanske folk afstamning, var ikke slut. SS havde specielt et godt øje til Island, der meget vel kunne være forblevet ubesmittet af ikke-arisk blod. Nazisterne mente simpelthen, at Island var »et fryseskab for godt nordisk-germansk blod og sunde traditioner«, som Dan H. Andersen formulerer det. Allerede i 1936 rejste en ekspedition til Island med højtstående SS-folk for at sondere mulighederne. Man havde planer om en ekspedition i 1939, men nyheden slap ud i dansk presse, der gjorde grin med tanken om islændingene som hjemsted for de germanske forfædre. Himmler blev rasende over, at Ekstra Bladet gjorde tykt nar ad ekspeditionen og satte midlertidig en stopper for projektet. Planen blev ikke opgivet, men krigen satte et punktum for dens gennemførelse.

Mens Island-projektet lå på is, arbejdede Himmler og Ahnenerbe på et endnu mere visionært projekt. Blandt de tyske forskere var en vis Edmund Kiss, som egentlig var ingeniør af uddannelse, og han havde sin helt egen teori om Jordens oprindelse. Planeterne var ifølge Kiss dannet af små og store legemer af is, som tyngdekraften havde samlet til større planeter. Efterhånden styrtede ismånerne ned på Jorden, således at vand omkring ækvator blev sluppet løs med katastrofale konsekvenser. Kun på Jordens højeste områder som Tibet og Andesbjergene overlevede fauna, flora og mennesker – sikkert tyskernes forfædre. Derfor var der kun én ting at gøre, nemlig hurtigt at udruste en ekspedition og drage til Sydamerika for at finde rester af disse oprindelige mennesker. De store indianske bygningskomplekser i Bolivia tolkede Kiss som europæisk byggestil og bevis på den ariske races overlevelsesevne. I 1937 bekostede Himmler en pragtudgave af Kiss’ bog »Das Sonnentor von Tihuanaka un der Hörbigers Welteislehre«, som Hitler fik som julegave. Et team på 20 personer blev nu udrustet med henblik på en ekspedition til Andesbjergene, men krigen satte også en stopper for dette projekt.

Den Hellige Gral
Projektet med Andesbjergene var dog temmelig nøgtern i forhold til forsøget på at finde Den Hellige Gral. Manden bag projektet var Otto Rahn, som siden sin barndom havde været opslugt af fantasyhistorien om Den Hellige Gral. Historien om gralen dukkede op i 1100-tallet, og kort fortalt går den ud på, at den kop, som Jesus drak af ved den sidste nadver, blev opbevaret hos kristne kættere ved navn katharerne. Disse kættere havde muligvis holdt til i den franske borg Montségur, og Rahn mente nu, at han kunne spore Den Hellige Gral, som han så som symbol på en ikke-kristen religiøs tradition, som var videreført af kristne kættere. Den gamle europæiske gudetro var en oprindelig keltisk tro, som han lovpriste, mens kristendommen var noget negativt, fordi Jesus jo var jøde. Rahns teorier begejstrede Himmler, der ligesom Rahn mente, at naturreligionen skulle genindføres i Tyskland. Rahn døde allerede i 1939, muligvis som offer for selvmord, men hans tanker lever stadig i de forvrøvlede teorier om Den Hellige Gral, som senest optræder i Dan Browns »Da Vinci mysteriet«.

Rejsen til Tibet
Blandt nazisternes mest eksotiske projekter var rejsen til Tibet, hvor man mente, at folk med blå øjne og lyst hår måske var forfædre til den nordiske race. Manden, der blev sat til at lede ekspeditionen, var Ernst Schäfer, der allerede tidligere havde været i Tibet. Schäfer drog af sted til Indien og ankom til kongedømmet Sikkim i 1938. Her hyrede han bærere og oversættere, mens englænderne i området mistænksomt observerede ekspeditionen. Den britiske repræsentant i Sikkim betegnede Schäfer som overbevist nazist og mental ustabil, og det kan meget vel være ham, som man ser et genskin af i filmene om Indiana Jones. Ekspeditionen drog nu videre til Tibet, og man indsamlede planter, dyr og foretog racevidenskabelige målinger. En medarbejder foretog nøjagtige målinger af tibetanernes kranier ved at hælde en masse ud over hovedet på dem, som derefter størknede. En ikke ufarlig metode, for kun næseborene var frie. Ekspeditionen forblev i to måneder i regeringsbyen Lhasa, mens man spredte gaver og den specielle tyske charme ud til alle. I august 1939 vendte ekspeditionen tilbage til Tyskland, og Himmler modtog storsmilende Schäfer i München. Ekspeditionen var en triumf for tyske raceteorier og viste, at tibetanerne oprindelig havde været en nordisk race.

Schäfer og hans folk skulle senere under krigen få vigtige opgaver i erobrede områder. I Kaukasus skulle han undersøge de såkaldte bjergjøders afstamning, og hans vurdering var afgørende for, hvem der blev myrdet. Schäfer klarede sig let gennem afnazificeringen og blev kurator på et museum i Hannover.

Magikeren Hanussen
Dan H. Andersens bog giver os også historien om mystikeren, tankelæseren og profeten Erik Jan Hanussen, hvis oprindelige navn var Hermann Steinschneider. Ligesom Houdini og senere Uri Geller kunne tryllebinde hele befolkninger, var Hanussen 1930ernes store tryllemester. Han påstod, at han virkelig kunne forudse fremtiden og læse folks tanker; Mens Hitler organiserede sit parti og forberedte sig til valget i 1932, konsoliderede Hanussen sit ry som magiker. Han dyrkede tæt kontakt til ledende nazister og begyndte at profetere om valgets resultat. Hans profetier faldt ikke ud til nazisternes ugunst. Fra kommunistisk side forsøgte man at afsløre Hanussen som en svindler og jøde. Hanussen påstod selv, at han var dansk aristokrat, men i virkeligheden var han tjekkisk jøde, men den identitet var et farligt våben i modstandernes hænder.

Der huserede både i 1930erne og i efterkrigstiden historier om, at Hitler og Hanussen havde samarbejdet. Den seneste tids historikere er uenige på det punkt. Dan H. Andersen stiller sig skeptisk over for påstande om et egentligt samarbejde. Hitler var nemlig rationalist, der kun havde hån til overs for overtro, og det ville være usandsynligt, at Hitler skulle tro på Hanussen. Men det synes ganske sikkert, at ledende folk fra SA (Sturmabteilung) samarbejdede med Hanussen.

I april 1933 blev Hanussen fundet myrdet i Staakowerskoven uden for Berlin med tre skud i hovedet. Han blev myrdet af en mordkommando fra SA. Blev han myrdet, fordi han vidste for meget, eller fordi beskyldningerne om hans jødiske afstamning blev troet i SA? Hverken tidligere biografiforfattere eller Dan H. Andersen kan give et svar på spørgsmålet, men Hanussens optræden er en af Dan H. Andersens mest fascinerende kapitler.

Dan Andersen har med sin bog afdækket nazismens okkulte side. Hans bog har et videre sigte, for som han citerer Voltaire for at sige: »Hvis man kan få os til at tro på absurditeter, kan man få os til at begå uhyrligheder.«