Jagten på den gode energi

Der findes øjeblikke i tilværelsen, som man vil huske for evigt. Øjeblikke som folder sig ud med et puf som en faldskærm i hjernen: en lille oplysende åbenbaring, hvor man pludselig føler sig lidt tættere på at finde ud af, hvad meningen med det hele er. En sådan én havde vi. Vi havde igennem en længere periode haft alt for travlt. Masser af store projekter, masser af rejser og receptioner, masser af penge og masser af udfordringer. Vi havde visitkort, der kostede 10 kr. stykket, pensionsopsparing og guldkort med ubegrænset adgang til alverdens lufthavne. Men gnisten var forsvundet. Det entusiastiske, det nysgerrige og kaotiske, som er noget af det, der er allersjovest ved at starte egen virksomhed. I stedet gik vi rundt med en fornemmelse af, at vi havde solgt vores sjæl- om ikke til djævelen - så i hvert fald for ussel mammon. Og så var der den ting, der skræmte os mest.

At blive 40!

Ikke som frygten for at blive ældre, men frygten for at brænde ud. For at miste den barnlige begejstring over at opleve noget nyt og troen på, at det, man laver, nytter noget. Det syntes, som om gassen gik af ballonen for de +40-årige. Gnisten forsvandt fra deres øjne og energien fra deres fremtidsplaner. Det var, som om de blev voksne på den rigtig kedelige måde, hvor naivitet og engagement bliver erstattet med erfaringer og kyniske overvejelser. De sagde ting som: »Det har vi prøvet før. Det virker ikke«, eller: »Nu skal vi vist lige have fokus tilbage på bundlinien«. Hvor der før havde været et charmerende, utjekket, forholdsvis ineffektivt rodehoved af et menneske, var der nu en omstillingsparat, kompetent og særdeles innovativ mellemleder/strømlinet chef/peak performende key account manager, uden de store drømme og håb for menneskeheden. Alle sammen lidt for travle, lidt for efterspurgte, men med de rigtige ting på hylderne, 2,4 børn og en fraskilt ægtefælle m/k. Det mest skræmmende var den måde, de lænede sig ind over os til møder eller anden forretningsmæssig sammenkomst, som om de ville suge den energi, som vi - i form af vores iværksætterlyst - bar rundt på. Vi kaldte dem følelsesvampyrerne. Direktionsgangenes levende døde, som engang havde været lige så usikre, nysgerrige og fulde af håb og ønsker om at gøre verden til et bedre sted at være.

Var det virkelig det, spurgte vi os selv. Er drømmen for os rimeligt unge og stadig håbefulde at komme til at sidde i direktion med en håndfuld pampere og et dusin gamle ronkedorer, der ikke har tænkt en ny tanke de seneste 10 år, men mener, at deres succes er permanent støbt i cement og i øvrigt består af noget så meningsfuldt som at forvalte x antal af andres milliarder? For hvem mening og værdi er at eje et ur til 500.000 kr., og skeje ud betyder at tage et sjovt slips på om fredagen? Der er rigtige mennesker derinde bag ved facaden af forbrug, men de er »stuck in fuck«. På overfladen spiller det. På overfladen er jobbet for fedt, bilen lækker, jakkesættet dyrt, børnene kønne og CVet i orden. Men når de ser sig selv i spejlet om morgenen - ser vedkommende så den person, man som barn drømte om at blive? Livet kan pludselig blive meget tomt, hvis dets små og store spørgsmål kun er blevet besvaret materielt.

Når man ikke ved, hvad man vil, kan der være lige så stor værdi i at finde ud af, hvad man ikke vil. I skuespillet »Lukkede døre« befinder tre mennesker sig i det samme lille lokale uden døre og uden vinduer. Det viser sig med tiden, at de er døde. Helvede er ikke nødvendigvis et brølende flammehav, men kan lige så godt være at tilbringe en meningsløs evighed med mennesker, man ikke kan lide. Ser man sig omkring, behøver man ikke være død for at befinde sig i den situation. Med et job der da er o.k., men hvor det kan være svært at beskrive, hvad man egentlig bidrager med. Med kollegaer der er blevet påduttet én af ledelsen, og en eftermiddag hvor man hænger i en klokkestreng mellem indkøb, børneafhentning og aftensmad. Ikke bare i dag, men i morgen, i overmorgen, resten af året, året der kommer, resten af livet.

Nej tak! Åbenbaringen kom den dag, vi satte os for at besvare spørgsmålet: Hvornår er en dag god? Hvad er det, der gør, at man kan møde en dag, hvor det øsregner og man har haft modvind hele vejen, og alligevel kan blive begejstret, når man kommer ind ad døren? Og endnu vigtigere: når man cykler hjem igen? Og hvor man ikke bare kan begejstre sig selv, men også andre, når man fortæller om, hvad man laver?

Vores svar var »den gode energi«. Jagten på den gode energi blev vores mantra. Vi ville fra nu af kun gøre de ting, der gav os god energi, og for os betød det, at vi 1. ville have det sjovt, 2. udvikle os med spændende projekter sammen med kunder vi godt kunne lide, 3. have tid til familie og venner, 4. tjene mange penge og 5. gøre verden til et bedre sted at være. Vi lovede hinanden, at hvis ikke vi nåede mindst 3 ud af 5 hver uge, skulle vi ændre vores måde at arbejde på (for hvor stor er det så lige sandsynligheden er for, at man når sine mål i næste uge?). Man kan have nok så store visioner for fremtiden, men det er nu engang hverdagens handlinger, der fortæller sandheden om, hvor vi er på vej hen. Og helt ærligt - når vi sidder som 120-årige med pacemaker i hjertet, hukommelseschips i hjernen og kuglelejer i knæene, vil vi så ikke tænke tilbage på dengang, vi var uerfarne, blåøjede og nemme at begejstre og sige til os selv: »Hvor skulle jeg have nydt det mere. Hvad var det lige jeg havde så travlt med at nå?« Vores succeskriterier er simple, men de virker. Det kan godt være, at vi ikke altid når alt, men vi får god energi ud af langt de fleste dage, og vi er næsten altid stolte af det, vi laver. Næsten, for der skal være plads til at lave fejl og blive klogere.

I den nære fremtid er der visse ord, der vil blive voldsomt populære: livsbalance, energi og arbejdsglæde. Vi slynger allerede i dag om os med tunge floskler om motivation, medarbejdertilfredshed og omstillingsparathed, men det forhindrer ikke folk i at blive mere stressede. Det gør det selvfølgelig ikke lettere, at man i dag skal have karriere på alle områder - ikke bare på arbejde, men også på familie-, venskabs-, hus og have- samt oplevelsesfronten. Overalt kan man finde standarder for, hvor godt man skal se ud, og hvor godt man bør klare sig. Materialismen sætter kløerne i de unge medarbejdere, så snart de har forladt deres uddannelser, og som en af vores unge Navigatører sagde for nylig, så var han helt skræmt over, at han var en af de meget få fra sin årgang, der var virkeligt og oprigtigt glad for sit arbejde. Resten var allerede »stuck in fuck« og havde hurtigt lært at synge med på sangene om: »Hvem får mest i løn?«, og »Hvem har den mest inkompetente chef?«. Det var også ham, der var harm over, at DR var gået en milliard over budgettet. Ikke på grund af pengene, men som han sagde: »Når man går en milliard over et budget, kan man da i det mindste være glad!«. Og det er jo rigtigt - hvor mange mennesker kan egentlig prale med det? »Ups. Vi gik en milliard over budgettet, men det var eddermame sjovt!«

At skabe god energi handler om respekt, om tillid og om at prøve, lave fejl og blive bedre. Om at være en del af noget, der giver mening, og som skaber værdi for andre. Om at gøre en forskel, også selvom den er lillebitte. Og måske vigtigst af alt i erkendelsen af, at vi alle sammen er hinandens ansvar. At vi i bund og grund ikke ved ret meget om noget som helst, og at livet ikke behøver være så forbandet perfekt. For nylig var vi til en konference, hvor den erfarne foredragsholder talte om innovation og agerede »sprængfyldt med energi« ved at dele solbriller ud til publikum og råbe: »Let's have fun«. Først da han snublede på scenen, blev han levende; man fik øje på det rigtige menneske bag facaden. Stort er det menneske, der bevarer barnet i sig. Og hvilken bedre tid pååret er der til at lade det lille barn og dets drømme, naivitet og gode energi komme til os?