I morgen bringer vi et debatopslag i avisen, hvor forfatterne svarer på kritikken. Når islamismen er værd at beskæftige sig med, er det selvfølgelig, fordi den er blevet en af den moderne verdens største udfordringer. Majoriteten af borgere, der har islam som baggrund, lever fredeligt i Vesten, men det vil være farligt at lukke øjnene for den radikaliserede minoritet, der er parat til at gå til yderligheder i en religiøs ideologis navn.
Den terror, verden har været vidne til efter 11. september 2001, bærer således i udpræget grad det militant islamistiske stempel. Herhjemme har vi heldigvis undgået den terror, som er blevet London og Madrid til del. Blandt andet fordi vi har årvågne myndigheder, som har stoppet radikale islamister, der ville skade freden i samfundet. Men det ses, at der findes en berettiget angst for smågrupperinger, idet et helt kapitel i det nye regeringsgrundlag handler om bekæmpelse af ekstremisme og radikalisering, særligt blandt unge. Opgaven er at gå op imod dette, så samfundets sammenhængskraft sikres.
Den såkaldte Muhammed-krise, der reelt havde internationalt tilsnit, gav os herhjemme en forsmag på, hvilke værdier de frie samfund er oppe imod. Karen Jespersen og Ralf Pittelkow skriver i deres tankevækkende bog om emnet, at for islamisterne »er der ingen adskillelse mellem religion og politik, De vil fuldt og helt omsætte de hellige skrifter og shariaen til politik (...) i den strengeste og mest bogstavelige udlægning: Islamisterne vil tilbage til den rene lære fra Muhammeds tid, derfor kalder man dem ofte fundamentalister (...) En ekstremt frihedsfjendsk, antidemokratisk og antihumanistisk ideologi«.
Uden for Danmarks grænser har konflikten mellem frihedsorienterede samfund og terrorisme varet længere end Anden Verdenskrig, når man ser på tilstedeværelsen i Afghanistan og snart også i Irak. De danske soldater i Helmand-provinsen er dagligt oppe mod denne slags kræfter, der vil rulle den spirende frihed i Afghanistan tilbage. NATOs generalsekretær talte herom i Japan i sidste uge: »Hvis vi tillader dette land at blive et ’sort hul’ påny og et sikkert tilflugtssted for denne verdens mest dødsensfarlige terrorister, vil hele det internationale samfund snart få konsekvenserne at mærke«.
I USA har neokonservative debattører ladet alarmen gå. Kampen mod terroren, der udføres i islams navn ses som en ny verdenskrig. Den neokonservative Norman Podhoretz bruger udtrykket »islamofascisme«; en betegnelse præsident Bush har anvendt og også den mulige republikanske præsidentkandidat Rudy Giuliani. Podhoretz skriver i bogen »World War IV«: »Det er en krig, hvor de af os, der ser islamofascisme som den seneste mutation af den totalitære trussel mod vores civilisation, og som insisterer på behovet for at møde og bekæmpe den, går imod dem som tænker, at truslen er blevet vildt overdrevet og ikke i noget tilfælde kræver et militært svar«.
Spørgsmålet er så, hvor de danske forfattere står henne. Det er meget nemt at efterlyse den store samtidsroman. Det er set før. Tidligere efterlystes, at forfatterne tog til Ishøj for at studere virkeligheden; efter 1968 skulle kunsten være politisk, og tilbage på enevældens tid skulle kunsten gennem censuren, førend den kunne komme ud til publikum. Kulturhistorien er fuld af fordringer på litteraturen, men kunsten unddrager sig ofte dette, da kunst kun dårligt presses ind i bestemte former, uden at den stivner. Til gengæld er det meget underligt, at ikke flere forfattere deltager i den offentlige debat om, hvordan de åbne samfund bekæmper kræfter, der er svorne fjender af selvsamme frihed. Man behøver ikke have neokonservative synspunkter for at have en mening om islamismen. Hvis først det frie ord bliver indskrænket, udhules friheden, og den konsekvens kender forfatterne om nogen.
UNORMALPRIS
Digital adgang + avisen lørdag: 59 kr. i 5 uger
