Intet over og intet ved siden af

Husets hjerte er Folketinget.
Klokken 06.00 rykker rengøringsfolkene ind for at gøre Borgen klar til en ny dag. De næste timer følger håndværkere, postmester, akademikere fra administrationen, journalister, pressesekretærer og spindoktorer, folketingsbetjente, medlemssekretærer, gæster til medlemmerne, embedsmænd fra andre ministerier, konferencedeltagere, turister, lobbyister og naturligvis politikerne selv. Cirka 1.200 har deres daglige gang her. Og det er her magten findes. Således modtager hvert medlem i snit 1.500 kilo post om året, og det fortæller mere end mange ord historien om Folketinget. De Konservatives medlem af Folketingets præsidium, Helge Adam Møller, har fortalt, hvordan han har oparbejdet sin egen metode til at få overblik over dagens postforsyning, og at han råder andre medlemmer til at gøre brug af den: »For et par år siden fik jeg min sek- retær til at tælle op, hvor meget papir jeg modtog på en dag. 1.850 sider blev det til, og derfor siger jeg altid til nye medlemmer, at deres vigtigste arbejdsredskab er en papirkurv. Det handler om at finde den tiendedel, der er vigtig, og smide resten væk.« Særlig galt er det hos de små partier, hvor få medlemmer skal dække store områder. Helt galt er det hos Enhedslistens Line Barfod, som ikke altid finder metoderne i Folketinget betryggende. »Ja, nogle gange, så stemmer jeg i folketingssalen uden at have læst loven, selvom det er inden for mit eget område! I stedet har jeg måttet ty til at læse høringssvarene, og jeg har måttet stole på ministerens embedsmænd. Og det sidste er ikke altid den bedste arbejdsmetode,« fortæller Line Barfod. Det giver plads til lobbyisterne. Der er tilfælde – dog sjældne – hvor en lobbyist har ringet til en journalist og spurgt, hvad politikeren udtaler til næste dags avis: »Nå, siger hun det? Så må jeg få ringet til hende igen, for så har hun alligevel ikke forstået det!« I Snapstinget skulle man tro, at politikerne endelig kan puste ud og finde hinanden. Selvom det da også sker, så er den politiske kamp såmænd også rykket herind. Da kokken eksperimenterede og serverede fois gras, truede Dansk Folkeparti med boykot. Partiet har dyrenes ve og vel på dets politiske dagsorden, og så skulle kokken ikke servere tvangsfodrede ænder eller gæs. Det har han så heller ikke gjort siden. Han smækkede med døren, og hans sidste ord blev: »Bonderøvsmad.« Efter klokken 23.00 sidder kun tre portvagter tilbage, og inden midnat går to af vagterne fra kontor til kontor for at tjekke, at lys og kaffemaskiner er slukket, og at ingen har lagt sig til at sove på kontorerne. Når de vender tilbage efter rundturen, har de tilsammen gået cirka ti kilometer og besøgt 382 rum i hovedbygningen.

Statsministeriet
Da Anker Jørgensen sidst i 1980erne vendte tilbage for at vise det frem for en erhvervspraktikant, kiggede han forbavset rundt og konstaterede: »Jamen, det er jo ligesom dengang, Ingrid møblerede det.« Lige inden for fløjdørene står således den solide pult, som man mener, Thorvald Stauning brugte i sin tid som statsminister. Mellem et par af de høje vinduespartier, som bader kontoret i lys og åbner for en formidabel udsigt ud over Københavns tårne, står også Staunings gamle bogskab, som er gået i arv til de skiftende statsministre. I nyere tid er det faktisk kun billederne, der er skiftet ud, når en ny statsminister rykker ind. Poul Schlüter genbrugte ligefrem Anker Jørgensens lille blyantspidser med indbygget spillemaskine. Under interview kunne han finde på at tage den frem og aktivere socialisternes kampsang »Internationale«, mens en målløs journalist forsøgte at huske næste spørgsmål. I kontoret tilbringer statsministeren det meste af sin vågne tid. Normalt bliver han i den tidlige morgenstund hentet af ministerchaufføren, enten på sin private bopæl eller Marienborg. På vej ind til Statsministeriet kan han læse aviser, gøre notater og klare dagens første samtaler over telefonen. Den specialbyggede bil, der kan modstå attentater, fungerer som et regulært kontor. Chaufføren parkerer bilen i Prins Jørgens Gård foran indgangen. Indenfor kan en vagt via TV-monitorer overvåge alle adgangsforhold. Han åbner elektronisk døren, og en lille elevator fører regeringschefen op til kontoret på 2. sal. Her indledes arbejdsdagen med de første briefings. Uden at overdrive er det Borgens mest ’udsatte’ kontor. Poul Nyrup Rasmussen er nok den regeringschef, som mest ærligt og malende har fortalt, hvordan det føles at sidde i Statsministeriet, mens laviner af kritik slår mod murene. I et radioprogram fortalte han engang, at det var som om selve rummet begyndte at dreje rundt, som i en centrifuge, så han følte, at han måtte klamre sig til skrivebordet. Beskrivelsen kan synes overdrevet, men de færreste gør sig begreb om det pres, der hviler på manden i hjørnekontoret. Statsministeren er den sidste ansvarlige for en proces, hvor et enormt antal sager er i omløb, og hvor han hele tiden skal sikre balancen mellem at fastholde overblikket og være på vagt for djævlen i detaljen. Ved udgangen af 1980erne rettede Mogens Lykketoft et hårdt angreb mod Poul Schlüter, som blev beskyldt for at være overfladisk, uden indsigt i substansen og detaljerne, hvortil Schlüter replicerede, at Mogens Lykketoft måske nok havde styr på detaljen, mens det kneb med overblikket. Dermed stoppede dén diskussion. I modsætning til Poul Schlüter ønskede Poul Nyrup Rasmussen at kende hver en detalje: Skulle han beskæftige sig med sundhedspolitik, ville han groft sagt kende procedurerne på en operationsstue, og skulle han forholde sig til forsvarspolitikken ville han helst kende kaliberen på kanonen på en bestemt tank. Han begravede sig i sagsakter og pløjede sig gennem papirbunkerne. Anders Fogh Rasmussen lagde afstand til den arbejdsmetode, og i stedet skelede han til, hvad han havde lært fra Poul Schlüter og Uffe Ellemann-Jensen. Han holder enkeltsager væk i det omfang, han kan, og uddelegerer ansvaret til den enkelte minister.