Aldrig før har solodanseren Nikolaj Hübbe været i så elendig form. Aldrig, aldrig, aldrig. Når man er vant til at befinde sig i en krop, der er dresseret til at være toptrænet, super-tunet, smidig og velsmurt føles det underligt og ret frustrerende at være så meget ude af facon.
Nikolaj Hübbe slår ud med armene. Ligner ikke umiddelbart en danser, der trænger til at komme på værksted. Han ryster på hovedet og griner højt af sig selv over den manglende træning og sin krops forfald. Ikke nogen hysterisk og panik-agtig latter, men bare en konstatering af, at så galt har det sgu’ alligevel aldrig været før. Men Nikolaj Hübbe ved, at han kan tage afslappet på sin nuværende situation. Om mindre end to måneder vil han være tilbage i sin normale form. Tilbage til mindst seks timers benhård fysisk træning med prøver i studiet hver eneste dag. Musklerne vil igen være trimmet, konditionen i top og kroppens ejer lidt mere tilfreds med sit »hylster« end i dag. Nikolaj Hübbe skal til afdansningsbal, som han selv formulerer det, og det skal han selvfølgelig være klar til.
Det er den stædige vilje til kvalitet og en søgen efter det sublime, der i alle årene har styret ham som danseren, der springer højere og når dybere end de fleste. Og efter en fornem karriere både herhjemme og de seneste 15 år som solodanser i et af verdens mest prestigefyldte balletkompagnier, New York City Ballet, er det foreløbig slut på scenen. 10. februar danser Nikolaj Hübbe af, som det hedder i balletsproget. Mere end 2.500 tilskuere, heriblandt mange danskere, vil tage plads i New York State Theater i Lincoln Center for at sige farvel til en balletdanser i verdensklasse. Men selv om det er et farvel til scenen – ikke bare i New York, men i det hele taget – er det ikke et farvel til dansen. Den bliver han aldrig færdig med. Aldrig, aldrig, aldrig.
»Dansen fylder det meste af mit liv, og selv om man kunne tro, at den indimellem sidder mig op til halsen efter alle de år, så er det modsatte tilfældet. Dansen er kun blevet endnu større for mig. Jeg er blevet mere ydmyg, og samtidig kan jeg se flere perspektiver og flere dimensioner i dansen, end da jeg var yngre. Den har fået endnu flere lag.«
Nikolaj Hübbe har smækket sig behageligt ned i en sofa på Det Kgl. Teater iført træningstøj og bløde sorte balletsko. Han er færdig med at instruere »Nøddeknækkeren«, der havde præmiere forleden, og 1. juli er han den nye balletmester på Kgs. Nytorv. Det er derfor, det ikke er blevet til så meget træning siden september, fordi han har deltaget i møder og været instruktør. Og derfor hans »hylster« lige for tiden er ude i frit fald. Næsten.
Selv om Nikolaj Hübbe sidder i en sofa og indimellem balancerer med et kaffekrus, kan han ikke lade være med at bruge kroppen som det instrument, den er for ham. Han bruger kroppen til at ledsage sine forklaringer og akkompagnere ordene. Hvad enten han fortæller om nerverne, der er som spændte flitsbuer inden en stor forestilling, og at det kun er blevet værre de senere år.
Eller når han fortæller om, hvordan man altid skal være fremadrettet, når man er på scenen. »Du må aldrig dvæle ved dine fejl. Det er op og det er videre, videre, videre, På scenen er det nuet, der gælder,« forklarer Nikolaj Hübbe og knipser med fingrene oppe i luften. Hårdt og højt som for at illustrere, hvor langt »et nu« helt præcist er.
»Hvad du gjorde for to sekunder siden er fortid, når man skal formidle en oplevelse, hvor de største virkemidler er magien og illusionen. Det skal jo helst flyde,« siger Nikolaj Hübbe og medgiver, at det også udenfor scenen kan være vigtigt ikke at ruge over sine fejl, men at komme hurtigt videre på den bedst mulige måde.
»På scenen et det bare så intenst, så koncentreret og så tydeligt,« tilføjer Nikolaj Hübbe, der kender hvert et hjørne og hver en krog af sin krop. Derfor ved han helt nøjagtig, hvor han skal have fat, når han skal udvikle sig som danser.
»Det er mine begrænsninger, jeg skal have fat i. I min træning ved jeg, at jeg har nogle fysiske begrænsninger. Nogle bestemte fysiske udfoldelser, jeg ikke er i stand til at udføre, men det er her, hvor det gør ondt og næsten synes umuligt, at jeg for alvor kan udvikle mig. De elementer, der begrænser mig, nedbryder jeg til det lykkes. Det bliver også min psyke, for det hænger selvfølgelig sammen.«
Hver eneste morgen kører Nikolaj Hübbe et rensebånd gennem sin hjerne for at blive klar til en ny dag. Det vil han fortsætte med, også når han bliver chef. Morgenskolen beskriver han som døgnets vigtigste træning.
»Jeg elsker vores morgenskole, hvor dansere på alle niveauer er med. Ingen er mere end andre. Vi er bare i rummet, i vores eget univers med vores simple, men vigtige øvelser. Her renser jeg kroppen fra forestillingen aftenen før og vasker ligesom tavlen ren. Det er her, jeg finder min gamle elev frem, min ydmyghed overfor dansen. Det er som at klæde sig mentalt af og iføre sig noget nyt til en helt ny dag,« siger Nikolaj Hübbe.
»Det er »back to basic«, og det er skidehamrende sundt,« tilføjer han og kommer ind på, hvor vigtigt det er ikke at tage sig selv så helvedes højtideligt. Man skal altid kunne grine af sig selv og sørge for at bevare selvironien.
»Det er farligt, hvis man først begynder at betragte sig selv som en myte, som en levende legende. Så må man altså lige punktere ballonen. Ellers ville jeg jo kunne stå ude i kulissen og sende Nikolaj Hübbe ind på scenen som en legende og som en danser, der skal leve op til sit eget image. Jeg ville være ude af kontakt med mig selv som menneske, og det er...« Han tænker sig om for at finde et dækkende ord, men ender med at sige bullshit efterfulgt af et stort grin. Ordet var måske ikke lige det, han havde tænkt sig at bruge.
Nikolaj Hübbe er fyldt 40, og et liv på scenen er ved at tone ud.
»Som danser er jeg vokset op med, at min karriere på scenen slutter der, hvor mange andres først lige er begyndt,« konstaterer Nikolaj Hübbe,
»Jeg har hele tiden vidst det, er vokset op med den viden, og derfor er det heller ikke noget, jeg har det svært med. Det føles meget naturligt. Jeg tror mest, det er folk uden for ballettens verden, der synes, det må være svært med så kort en karriere. Men der er en masse udfordringer udenfor scenen, og dem jeg glæder mig til. Der er så meget, jeg gerne vil i gang med, også som balletchef.«
Måske kunne Nikolaj Hübbe have presset sin krop til yderligere et år. Men kroppen er slidt. Ryggen, knæene, hofterne, knysterne...
»Av, av, av – hvor længe skal jeg blive ved med at sige av?« spørger han med en attitude, der signalerer, at de mange, og i perioder voldsomme, smerter ikke er noget, han har lyst til at udpensle. Faktisk hader han at tale om smerterne. Ikke fordi, han vil fornægte dem, men fordi han opfatter smerten som et vilkår, der hører med til den klassiske ballet. Som fodboldspillere og andre sportsfolk i perioder døjer med smerter, så gør balletdansere det også.
Nikolaj Hübbe har mærket, hvordan alderen gradvist har pustet ham i nakken, især de sidste fem år.
»Da jeg var 39 år skulle jeg danse et vanskeligt og teknisk svært parti. Jeg kunne danse det med bind for øjnene, for jeg havde danset det, siden jeg var 20 år. Men hvor jeg som yngre kunne presse mig selv lidt mere her og lidt mere dér, hvor det var nødvendigt, så var der ikke mere at presse af som 39-årig. Jeg kunne køre partiet glimrende hjem på min know how og mine erfaringer, men der var bare en mærkbar forskel. Det er fint nok, sådan skal det selvfølgelig være. Det har jeg det ikke dårligt med.«
I takt med alderen er han hellere ikke længere så afslappet, inden han skal danse i en stor forestilling om aftenen.
»Hvor jeg som 25-årig kunne smide mig på sofaen om eftermiddagen og lade min krop generere til om aftenen, så er jeg i dag lysvågen. Jeg er ikke rigtig til at komme i ordentligt kontakt med, er bare sådan lidt små-mærkelig og siger hm, hm, hm, når folk spørger mig om noget,« siger Nikolaj Hübbe, der ikke mener, at forklaringen er så enkel, at det er præstationsangst.
»Jeg ved faktisk ikke helt, hvorfor det er blevet sådan. Måske har det noget at gøre med, at dansen er blevet endnu større for mig med årene. Nej, jeg ved det ikke.«
Et spørgsmål om, hvorvidt smerterne og en krop, der er ved at være slidt ned har været det hele værd forekommer overflødigt. For selvfølgelig har det været det hele værd. Det ville være svaret.
Nikolaj Hübbe glæder sig. Han glæder sig til at give den for fuld udblæsning som Apollon i New York om to måneder, når kroppen igen er kommet i facon.
Men lige nu, der er den bare ret elendig.
UNORMALPRIS
Digital adgang + avisen lørdag: 59 kr. i 5 uger
