Instagram skulle have været hurtigere til at opdage det, når det sociale medie blev brugt af børn under 13 år i strid med reglerne.

Det erkender Mark Zuckerberg, der er administrerende direktør for selskabet Meta, som blandt andet ejer Instagram. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Zuckerberg udtaler sig under en retssag ved en domstol i Los Angeles i USA.

Retssagen skal klarlægge, hvorvidt Instagram og Google-ejede YouTube kan holdes ansvarlige for en nu 20-årig kvindes psykiske problemer.

- Jeg vil altid ønske, at vi kunne være nået derhen tidligere, siger Zuckerberg om Metas indsats for at opspore børn på Instagram.

Han siger samtidig, at der er sket forbedringer i arbejdet med at undgå, at mindre børn bruger Instagram.

Ifølge Instagrams egne regler skal man være 13 år for at bruge mediet, der blev lanceret i 2010 og siden har været en populær platform til deling af billeder og korte videoer.

Sagen har sammen med to andre lignende sager til formål at fastlægge en standard for håndteringen af tusindvis af søgsmål.

Søgsmålene giver sociale medier skylden for at have bidraget til en epidemi af depression, angst, spiseforstyrrelser og selvmord blandt unge i USA.

Retssagen handler udelukkende om app-design, algoritmer og mediernes tekniske funktioner, da amerikansk lovgivning i vid udstrækning friholder platformene for juridisk ansvar for brugergenereret indhold.

Det er første gang, at Mark Zuckerberg skal forsvare sikkerheden omkring Metas sociale medier i en retssag. Foruden Instagram er Facebook og beskedtjenesten WhatsApp ejet af Meta.

Den 20-årige kvinde, hvis erfaringer retssagen udspringer af, begyndte at bruge YouTube som seksårig, Instagram som 11-årig og senere TikTok og Snapchat.

Hun hævder, at Instagram og andre platforme bevidst er designet til at gøre unge brugere afhængige, og at hun selv blev afhængig af sociale medier i en tidlig alder, hvilket forværrede en depression og gav hende selvmordstanker.

Ifølge en af hendes advokater havde hun let ved at oprette en bruger på Instagram som barn, og oplysninger om at man skulle være mindst 13 år, var gemt langt nede i brugerbetingelserne.

Advokaten Mark Lanier har i retsmødet onsdag fremlagt et internt dokument fra Meta, hvoraf det fremgår, at Instagram havde fire millioner brugere under 13 år i 2015, hvor den nu 20-årige kvinde oprettede sin bruger.

Til det svarer Mark Zuckerberg, at "vi er det rigtige sted nu", når det handler om at verificere brugernes alder, og at nye værktøjer og metoder til aldersverifikation løbende vil blive taget i brug.

Sagen løber frem til slutningen af marts, og en række vidner er indkaldt til at afgive forklaring. 12 nævninger skal tage stilling til sagen.

TikTok og Snapchat var oprindeligt også nævnt i søgsmålet, men indgik fortrolige forlig med sagsøgeren, før retssagen i Los Angeles begyndte.

/ritzau/