Zimbabwes politi afspærrer oppositionens hovedkvarter

Præsident Mnangagwa siger, at regeringen er i kontakt med udfordreren fra MDC for at dæmpe valgspændingerne.

Kampklædt politi i Zimbabwe holder vagt foran oppositionspartiet MDC's hovedkvarter i Harare torsdag. Alle venter spændt på resultatet af mandagens præsidentvalg. Marco Longari/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Politiet i Zimbabwe har torsdag eftermiddag afspærret oppositionspartiet MDC's hovedkvarter i hovedstaden, Harare.

Det oplyser partiets generalsekretær, Douglas Mwonzora, til nyhedsbureauet Reuters.

27 af partiets ansatte, som var i færd med at bære vælgerlister ud, er spærret inde i bygningen, tilføjer han.

Der var ikke umiddelbart flere oplysninger.

Onsdag kom det til uroligheder i Harare, hvor vrede tilhængere af oppositionen gik på gaden og demonstrerede.

De beskylder regeringspartiet, Zanu-PF, for at fuske med resultatet af præsidentvalget.

Zimbabwe venter i spænding på at høre, hvem der skal være landets næste præsident. Den siddende præsident, 75-årige Emmerson Mnangagwa fra Zanu-PF, udfordres af 40-årige Nelson Chamisa fra MDC.

Chamisa har allerede udråbt sig til sejrherre. Men samtidig har Mnangagwa hævdet, at han kan blive siddende på posten.

Mnangagwa siger torsdag ifølge nyhedsbureauet AP, at hans regering har været i kontakt med Chamisa i et forsøg på at dæmpe spændingerne.

Onsdag beskyldte præsidenten oppositionen for at have opildnet til de uroligheder, der kostede tre mennesker livet.

Resultatet af parlamentsvalget foreligger allerede. Det viser, at Zanu-PF har fået omkring to tredjedele af stemmerne.

/ritzau/Reuters