Der kan blive afholdt valg i Ukraine inden for 60 til 90 dage, hvis sikkerheden kan garanteres.
Det siger Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, tirsdag, skriver Reuters.
Zelenskyj beder samtidig USA og europæiske allierede om hjælp til at sikre et eventuelt valg.
Præsidenten tilføjer desuden, at han vil bede landets parlament om at forberede den lovgivning, der skal til for at gøre det muligt at afholde et valg, mens landet er i krig.
Ruslands præsident, Vladimir Putin, har tidligere anklaget det ukrainske lederskab for at være "illegitimt", fordi der ikke har været afholdt valg under krigen.
I slutningen af september sagde Zelenskyj i et interview med mediet Axios, at han er klar til at forlade præsidentposten, hvis der bliver fred i Ukraine.
Han lovede i samme ombæring, at han vil presse på, for at der bliver udskrevet valg i Ukraine, hvis der bliver indgået en aftale om en våbenhvile på flere måneder.
Meldingen fra Zelenskyj kommer på et tidspunkt, hvor USA har lagt pres på Ukraine med et udkast til en fredsplan, som blev præsenteret i november.
Den amerikanske fredsplan er ikke offentliggjort, men det er blevet omtalt, at den indeholdt et løfte om, at Rusland skulle have Donbas.
Rusland har længe krævet hele den ukrainske Donbas-region til gengæld for en afslutning på krigen, men det er et krav, som Ukraine og landets europæiske allierede hidtil ikke har kunnet acceptere.
Samtidig har USA's præsident, Donald Trump, efterlyst et svar på udkastet fra Zelenskyj.
Den ukrainske præsident besøgte mandag aften Storbritannien, hvor han holdt møde med Storbritanniens premierminister, Keir Starmer, Tysklands forbundskansler, Friedrich Merz, og Frankrigs præsident, Emmanuel Macron.
Efterfølgende fortalte Zelenskyj, at et revideret udkast til en fredsplan vil blive præsenteret for USA's administration tirsdag. Planen består af 20 punkter.
Planen indeholder dog ingen afklaring på spørgsmålet om territorium.
/ritzau/
