Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, ankom torsdag til EU-topmødet i Bruxelles med ét klart ønske.

Resten af forhandlingsområderne i processen mod EU-medlemskab til Ukraine bør åbnes nu.

- Det er et stort øjeblik for Ukraine, at det første forhandlingsområde nu er åbnet. Tak til alle EU-landenes ledere for enstemmighed om det.

- Nu vil vi diskutere de næste fem forhandlingsområder på dette topmøde, siger Zelenskyj.

Ungarn blokerede længe for, at Ukraine kunne få åbnet det første af de i alt seks forhandlingsområder, som kandidatlande skal igennem for at få EU-medlemskab.

Men efter at Ungarns tidligere premierminister Viktor Orbán i april tabte parlamentsvalget i Ungarn, har landets nye leder, Péter Magyar, lagt en ny linje.

Det resulterede mandag i, at Ukraine fik åbnet det første område i forhandlingerne på vej mod medlemskab. Det er det såkaldte "fundamentale" område, som handler om blandt andet Ukraines efterlevelse af retsstatsprincipper og økonomiske kriterier.

Men åbningen af det første område er ikke nok for Ukraine, der presser på for, at EU-landene i juli bør åbne alle forhandlingsområder.

Det sker med henvisning til, at EU-Kommissionen allerede har vurderet, at Ukraine har gennemført tilstrækkeligt med reformer til at få fuld adgang til forhandlingsbordet.

EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, siger på det fælles pressemøde med Zelenskyj, at hun forventer, at det vil snart vil ske:

- Åbningen af det første forhandlingsområde er et stort skridt fremad. Ukraine fortjener det, efter at I har arbejdet så hårdt på at gennemføre reformer.

- Jeg håber, at flere forhandlingsområder vil blive åbnet i løbet af sommeren, siger von der Leyen.

Ukraine vil desuden på topmødet presse på for, at EU-landene skal levere mere luftforsvar til Ukraine inden vinteren.

Samtidig ønsker Zelenskyj, at EU-landene øger presset på Rusland for at få præsident Vladimir Putin til forhandlingsbordet.

EU-landene arbejder i den forbindelse blandt på at blive enige om den 21. sanktionspakke mod Rusland.

På topmødet vil EU-lederne også glæde sig over, at den første del af EU-lånet på 90 milliarder euro til Ukraine nu kan blive udbetalt.

To tredjedele af pengene skal efter planen gå til at støtte Ukraines krigsindsats.

Igen var det den nye regering i Ungarn, der gav grønt lys til, at pengene kunne blive udbetalt.

/ritzau/