- Vi er taknemmelige over for Danmark for deres EU-formandskab. Og vi respekterer Danmarks territoriale integritet og suverænitet.

Sådan lyder det fra Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj.

I sin tale ved åbningsceremonien for Cyperns EU-formandskab sender Zelenskyj dermed en særlig hilsen til Danmark.

Det sker uden at nævne Grønland direkte.

Men det er svært ikke at se udtalelsen i lyset af Danmarks opgør med USA's præsident, Donald Trump, om Grønland.

Samtidig understreger Zelenskyj, at Ukraine lige nu selv er i en kamp på liv og død med Rusland i forsøget på at holde sammen på sit territorium.

- Vi er Ukraine. Vær venlig at respektere vores territoriale integritet og suverænitet, siger Zelenskyj.

Ud over krigen mod Rusland har den ukrainske præsident i fredsforhandlingerne med USA oplevet et tiltagende pres fra Trump-administrationen for at afgive territorium som del af en fredsaftale.

Cyperns præsident, Nikos Christodoulides, understreger i sin tale ved åbningsceremonien, at Cypern som det sidste "besatte" EU-land forstår Ukraines situation.

Den cypriotiske regering kontrollerer kun de sydligste to tredjedele af landet, efter at Tyrkiet besatte den nordlige del af landet i 1974.

Derfor har forsvar og sikkerhed samt hjælpen til Ukraine særlig stor betydning for Cypern, siger Nikos Christodoulides.

Under EU-formandskabet vil Cypern forsøge at styrke EU's uafhængighed på fem områder.

Hovedprioriteterne er ligesom under det danske EU-formandskab forsvar og øget konkurrenceevne.

Under det danske EU-formandskab lykkedes det at få EU-landene samlet bag målet om, at Europa skal være i stand til at forsvare sig selv i 2030.

Det arbejde vil Cypern fortsætte.

Vægten vil ligge på at styrke Europas forsvarsindustri og sikre, at EU's såkaldte Safe-lån til EU-landene går til hurtig oprustning.

Cypern vil desuden fortsætte Danmarks arbejde med at gøre Ukraine klar til EU-medlemskab.

Et mål som Zelenskyj i sin tale betegner som en helt afgørende del af sikkerhedsgarantierne til Ukraine efter en fredsaftale er på plads.

Cyperns overtog 1. januar EU-formandskab fra Danmark og holdt onsdag åbningsceremonien med deltage af blandt andre EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen og EU's præsident, António Costa.

Cyperns formandskab strækker sig frem til 1. juli, hvor Irland tager over.

/ritzau/