Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, siger fredag, at han har tilbudt posten som formand for landets forsvars- og sikkerhedsråd til den tidligere indenrigsminister Ihor Klymenko.

Det skriver præsidenten i et opslag på X.

Den vigtigste prioritet skal være at sikre den mest effektive koordinering mellem alle dele af sikkerheds- og forsvarssektoren, skriver Zelenskyj om jobbet.

Han tilføjer, at koordinationen af forsvarsproduktion desuden skal være en separat prioritet for Klymenko på den nye post.

Det er uvist, om den nuværende formand for forsvars- og sikkerhedsrådet, Rustem Umerov, der også er Ukraines chefforhandler, vil blive tilbudt en ny post.

Ihor Klymenko har endnu ikke kommenteret meldingen fra Zelenskyj.

I denne uge har der været en større rokade i den ukrainske regeringstop.

Blandt andet godkendte det ukrainske parlament torsdag Serhij Koretskyj som landets nye premierminister.

Han har tidligere været direktør for det statslige energiselskab Naftogaz og er landets tredje premierminister, siden Rusland invaderede i 2022.

Derudover udpegede Zelenskyj torsdag aften den fungerende chef for landets sikkerhedstjeneste, Jevhenij Khmara, som fungerende forsvarsminister.

Dagen forinden havde den daværende forsvarsminister, Mykhajlo Fedorov, meddelt, at han fratræder sin post.

Søndag oplyste landets præsident, Volodymyr Zelenskyj, at der var omfattende ændringer på vej i toppen af den ukrainske ledelse.

I et opslag på X skrev han, at årsagen til ændringerne er en ny politisk strategi - både udenrigs- og indenrigspolitisk.

- Der er nye udfordringer og nye opgaver. Alt arbejde i Ukraines frontlinje- og grænseregioner, som dagligt bliver udsat for russiske angreb, skal styrkes betydeligt, skrev Zelenskyj.

Han uddybede, at Ukraine skal forberede sig til vinteren og være klar til enhver trussel, der opstår.

RITZAU