Den norske konge, Haakon, og Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, har ifølge sidstnævnte tirsdag talt om ukrainske børn kidnappet af Rusland.

Det skriver Zelenskyj i et opslag på X.

- Vi diskuterede hjemkomsten af ukrainske børn kidnappet af Rusland. Vi skal bringe alle ukrainske børn hjem. Vi diskuterede, hvilke skridt vi kan tage for at få det til at ske, skriver den ukrainske præsident i opslaget.

Meldingen fra Zelenskyj kommer, mens den ukrainske præsident tirsdag er på besøg i Norges hovedstad, Oslo.

I et andet opslag på X kan man ligeledes se Zelenskyj mødes med Norges statsminister, Jonas Gahr Støre, og Finlands præsident, Alexander Stubb.

- Jonas, Alex, tak for jeres urokkelige støtte og daglige forpligtelse til at beskytte liv. Sammen er vi stærkere. Tak Norge, tak Finland, skriver Zelenskyj i opslaget.

Det forventes ligeledes, at Zelenskyj også skal mødes med den særlige amerikanske udsending Steve Witkoff, der samme dag er landet i Norge.

Også Jared Kushner, der ligeledes er særlig udsending og også den amerikanske præsident Donald Trumps svigersøn, deltager i mødet, men dog online på grund af sygdom, skriver den norske regering i en pressemeddelelse.

Her tilføjer Støre desuden, at målet med mødet med amerikanerne er at få "det diplomatiske arbejde ind på et mere konstruktivt spor".

Ifølge unavngivne kilder skal både EU- og Nato-embedsmænd samt repræsentanter for Storbritannien, Frankrig, Tyskland og Polen deltage i mødet, skriver Axios. Det er dog ikke officielt bekræftet.

Den norske regering har tidligere oplyst, at temaet for møderne er det fortsatte diplomatiske arbejde om "situationen i Ukraine".

- Præsident Zelenskyj har bedt Norge og Finland om at arrangere et møde som led i det diplomatiske arbejde, der pågår i en kritisk tid for Ukraine, sagde Støre tidligere i en pressemeddelelse.

RITZAU