Ukraine kæmper snart på fjerde år mod den russiske invasionsstyrke, og Volodymyr Zelenskyj slår i sin nytårstale fast, at han tror på sit land.
- Dette år har været muligt takket være vores forsvarere, siger den ukrainske præsident i et nytårsbudskab på Facebook X.
Han takker dem, der kæmper ikke bare på Ukraines vegne, men for alle, "der værdsætter frihed og værdighed".
Han siger, at han tror på, at der kommer fred i Ukraine.
Det seneste år, siger han, har været karakteriseret af "loyalitet og standhaftighed, af principper og ukrainernes daglige arbejde".
Han taler også om, at ukrainerne rykker tættere sammen med "alt, der binder os sammen".
- Erfaring og hukommelse, vort modersmål, håb og tro.
- Vi tror på fred, vi kæmper for det, og vi arbejder for det.
Tonen i hans budskab er noget anderledes end nytårsbudskabet fra Ruslands præsident, Vladimir Putin, der taler om, at han tror på Ruslands sejr over Ukraine.
- Jeg lykønsker vore soldater og officerer i begyndelsen af nytåret. Vi tror på dem og på vores sejr, siger Putin.
Rusland angreb i februar 2022 Ukraine. Siden er mange tusinde mennesker på begge sider dræbt under krigshandlinger i Ukraine.
/ritzau/dpa
