Zelenskyj: Rusland forbereder nyt massivt angreb
Ukrainerne skal tage luftalarmer særligt alvorligt i nat og i de kommende dage, advarer præsident Zelenskyj.

Ukrainerne skal tage luftalarmer særligt alvorligt i nat og i de kommende dage, advarer præsident Zelenskyj.

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, advarer om, at Rusland forbereder et stort angreb mod Ukraine.
- I aften og i de kommende dage beder jeg jer tage luftalarmer særligt alvorligt. Russerne har forberedt sig på et nyt massivt angreb, siger han i sin aftentale, der er postet på det sociale medie X.
Hans advarsel kommer, efter at Ukraine har formået at ramme mål dybt inde i Rusland med langtrækkende droner.
Lørdag har Rusland blandt andet angrebet Ukraine med de såkaldte glidebomber.
I byen Zaporizjzja er fire mennesker dræbt og seks såret i et sådant angreb. Det meddeler guvernøren i regionen, Ivan Fedorov, ifølge Reuters.
Han skriver på det sociale medie Telegram, at der har været i alt ni angreb mod byen.
Det er muligt, at beboere i nogle af de ramte bygninger er fanget under murbrokkerne, skriver han videre.
Tidligere lørdag angreb Rusland regionen Dnipro med langtrækkende artilleri og droner med sprængstof.
Mindst ni mennesker er såret i angrebene, siger Dnipros guvernør for militære anliggender, Oleksandr Hansha, ifølge nyhedsbureauet dpa.
/ritzau/