Et passagertog er blevet ramt af et russisk luftangreb i byen Shostka i det nordlige Ukraine.

Det skriver Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, i et opslag på X, hvor han også har delt en video af hændelsen.

På den kan man se en togvogn i ruiner med store flammer og mørk røg. Det ligner desuden, at togvognen på den modsatte side har fået trykket ruderne ind.

I opslaget skriver Zelenskyj, at der er mindst 30 ofre, men oplyser ikke noget om deres tilstand. Der er ingen umiddelbare meldinger om dødsfald.

Beredskabstjenester er allerede på stedet, oplyser han i opslaget.

- Russerne kan ikke have været uvidende om, at de angreb civile, skriver præsidenten og opfordrer til handling fra Europa og USA.

- Hver dag tager Rusland folks liv. Kun styrke kan få dem til at stoppe.

Også guvernøren i området Oleh Hryhorov bekræfter hændelsen i et opslag på Telegram, skriver Reuters.

Ifølge guvernøren var toget på vej fra Shostka til hovedstaden Kyiv, da det blev ramt.

Rusland har den seneste tid intensiveret luftangrebene mod Ukraines jernbaneinfrastruktur, skriver Reuters.

Næsten hver dag i de seneste to måneder har der været russiske angreb målrettet landets jernbaner.

Samme dag som angrebet mod toget har Ukraine ifølge russiske myndigheder angrebet et af Ruslands største olieraffinaderier.

Olieraffinaderiet, der ligger tæt på byen Sankt Petersborg, brød ifølge områdets guvernør efterfølgende i brand, skriver nyhedsbureauet dpa.

/ritzau/