Ukraine ønsker fred, men landet er ikke villigt til bare at overgive sig.

Sådan lyder det fra præsident Volodymyr Zelenskyj i en video på Telegram på landets uafhængighedsdag.

- Ukraine vil absolut have fred, men er ikke klar til at overgive sig, siger han.

Zelenskyj siger videre, at han ikke mener, at Ruslands krav om, at Ukraine afgiver den resterende del af Donbas-regionen, vil være nok til at stoppe Ruslands angreb.

- Alt dette er drevet af en persons maniske drøm om, at Ukraine ikke skal eksistere, siger han med henvisning til Ruslands præsident, Vladimir Putin.

Rusland har længe krævet, at Ukraine afgiver hele Donbas - altså også de dele, som efter fire et halvt års krig stadig er på ukrainske hænder.

Ukraine har nægtet at trække sig tilbage fra området.

RITZAU/Reuters