Zelenskyj har fået et løfte: »Kina er dybt bekymret,« mener Berlingskes korrespondent
Ifølge Berlingskes korrespondent i Asien, Alexander Sjöberg, lader Kina til at ville genvinde omverdenens tillid.

Ifølge Berlingskes korrespondent i Asien, Alexander Sjöberg, lader Kina til at ville genvinde omverdenens tillid.

Over en telefonsamtale har Kinas præsident, Xi Jinping, lovet Volodymyr Zelenskyj, at Kina ikke vil sælge våben til Rusland.
Det sagde den ukrainske præsident torsdag på et pressemøde med USAs præsident, Joe Biden, som blev holdt i forbindelse med det igangværende G7-topmøde.
»Jeg havde en seriøs samtale med Kinas leder. Han sagde, at han ikke ville sælge nogen våben til Rusland. Vi får se, om han er til at stole på,« lød det blandt andet fra Zelenskyj på pressemødet.
Joe Biden bød dog også ind, efter Zelenskyj havde talt.
»Forresten leverer Kina ikke våben, men muligheden og teknologien til at producere våbnene, så de hjælper faktisk,« sagde Biden.
Meldingen fra Kina er ifølge Berlingskes korrespondent i Asien, Alexander Sjöberg, et klart signal om, at Kina forsøger at genvinde omverdenens tillid.
»Kina er dybt bekymret for at blive udstillet som skurk. Kinas plan om at blive en fredsmægler i konflikten er allerede under voldsomt pres på grund af forholdet til Rusland,« siger han:
»Hvis Kina vil gøre sig forhåbninger om at spille sådan en rolle, bliver de nødt til at genvinde tilliden. Men jeg tror, der skal meget mere end et par telefonopkald fra Xi til. Det indikerer Zelenskyjs udtalelse også ganske tydeligt.«
Sjöberg noterer sig, at Zelenskyj for bare halvanden uge siden kritiserede Kina »voldsomt« på det såkaldte Shangri La-forum på grund af Kinas stadig stærkere samarbejde med Rusland.
»Zelenskyj sagde samtidig, at Ukraine har haft henvendt sig til Kina talrige gange uden at høre fra dem. Nu har han så fået et opkald fra landets øverste leder,« siger han.
Alexander Sjöberg tror dog, at der skal mere til end et par telefonopkald, hvis Kina vil genvinde omverdenens tillid.
»Det indikerer Zelenskyjs udtalelse også ganske tydeligt.«