Yemens præsident bliver angrebet

YEMEN: Situationen spidser til i Yemen. Nu bliver præsidentens hus beskudt, siger landets informationsminister ifølge Reuters. Det forlyder, at oprørsstyrker er ved at forsøge at omstyrte systemet, skriver Reuters.

Efter flere dages intensive kampe mellem regeringsstyrker og oprørere, er oprørere desuden trængt ind i præsidentpaladset i Yemens hovedstad Sanaa efter et kortvarigt sammenstød med stedets sikkerhedsvagter. Vagter fra paladset, der normalt huser Yemens præsident Abd-Rabbu Mansour Hadi, fortæller, at de har overgivet paladset til de såkaldte Houthi-krigere, der tilhører landets shiamuslimske zaidi-mindretal. Vidner fortæller desuden, at Houthi-krigerne har fået fat i pansrede køretøjer, som bevogtede hovedindgangen til paladset.

Det sker dagen efter, hovedstaden var vidne til de værste kampe i flere år. Mandag angreb Houthi-krigerne premierministerens bilkortege, og senere omringede de premierministerens hjem. Ved mandagens uroligheder blev ni personer dræbt og omkring 90 såret, før en våbenhvile trådte i kraft mandag aften.

BNB