Yemens hovedstad rystet af kupforsøg

Både premierministerens bilkortege og præsidentpaladset i Yemen er blevet angrebet af oprørere.

YEMEN: Yemens hovedstad, Sanaa, genlød mandag af skud og granateksplosioner, da oprørere gik til angreb på præsidentpaladset. Landets informationsminister, Nadia al-Saqqaf, betegner angrebet som et kupforsøg, skriver BBC.

Paladset blev forsvaret af en særlig militærenhed, og en person blev ifølge ministeren dræbt.

Nadia al-Saqqaf fortæller desuden ifølge BBC, at det statsdrevne TV og det officielle nyhedsbureau Saba også blev besat af oprørere.

Angrebene i hovedstaden skete samtidig med, at oprørere fra Yemens shiamuslimske mindretal mandag formiddag forsøgte at dræbe landets premierminister, Khaled Bahah, da de beskød hans bilkortege i forbindelse med, at han forlod et møde i præsidentpaladset.

Samtidig med attentatet var der voldsomme skudvekslinger mellem oprørere og regeringsstyrker flere steder i den centrale del af Sanaa.

Reuters rapporterer, at Khaled Bahah slap uskadt fra attentatforsøget, der blev begået af houthi-krigere, som tilhører landets shiamuslimske zaidi-mindretal.

Houthi-krigerne har siden september haft kontrol med hovedparten af Yemens hovedstad, og mandag udkæmpede de ifølge Reuters artilleri- og skuddueller med regeringsstyrker tæt på præsident Abd-Rabbu Mansour Hadis palads.

Godt tilskyndet af Iran har zaidierne krævet og har fået større indflydelse i landets parlament, men er ikke tilfredse med magtfordelingen i det ellers overvejende sunnimuslimske land.

En del af den politiske aftale var, at de shiamuslimske houthi-krigere skulle forlade hovedstaden. Det er ikke sket, og oprørerne har etableret sig ved checkpoints og egne bevogtede bebyggelser, hvor der også blev kæmpet mandag.

Yemen er dybt splittet i stammeopgør, hvilket har medført, at al-Qaedas afdeling på Den Arabiske Halvø har fundet et solidt fodfæste i landets sydlige del. Der var desuden Yemen-grenen af al-Qaeda, som de to Kouachi-brødre, der begik massakren på satiremagasinet Charlie Hebdo i Paris i forrige uge, havde tæt kontakt med.

Kampene i Sanaa begyndte fra morgenstunden, men sent på eftermiddagen blev der ifølge oprørerne indgået en våbenhvile.