Opdateret

Yemens Houthi-bevægelse lover fortsatte angreb på Israel

Konflikt mellem Israel og Hamas har skabt frygt for yderligere uro. Nu lover Houthi-bevægelsen angreb.

Luftsirenerne lød tidligere tirsdag i den sydisraelske by Eilat ud til Det Røde Hav. Menahem Kahana/Ritzau Scanpix

Yemens Houthi-bevægelse melder, at den har sendt et "stort antal" ballistiske missiler og droner mod Israel.

Udtalelsen kommer fra Yahya Saree, som er militærtalsperson for gruppen, skriver nyhedsbureauet Reuters tirsdag.

Det er den tredje operation af sin slags med Israel som mål, og der er flere på vej, melder han.

Udtalelsen kommer, efter at luftsirenerne tidligere tirsdag lød i den sydisraelske by Eilat ud til Det Røde Hav.

Her oplyste Israel, at dets militær skød et "luftmål" ned, som nærmede sig.

- Der var ingen trussel eller fare mod civile, oplyste Israels hær.

Premierminister i Houthi-regeringen Abdelaziz bin Habtour bekræfter, at der er blevet sendt droner mod Israel tirsdag.

- Disse droner tilhører staten Yemen, siger han til nyhedsbureauet AFP på et spørgsmål om angrebet på Eilat.

Sidste uge beskyldte Israel Houthi-bevægelsen for at have sendt droner, der forårsagede eksplosioner i to egyptiske byer ud til Det Røde Hav. Israel hævdede, at Israel selv var målet og ikke Egypten.

Analytikere og en række regeringer har udtrykt bekymring for, at den væbnede konflikt mellem Israel og den palæstinensiske militante gruppe Hamas kan give yderligere uro i regionen.

Især er der fokus på Iran, som har støttet Hamas, men insisterer på, at det ikke var involveret i angrebet på Israel 7. oktober.

Iran beskyldes også for at støtte Houthi-bevægelsen militært.

Yemen er i en fortsat konflikt mellem regeringsstyrker og Houthi-oprørerne.

/ritzau/