Cambodia har svaret igen i en genopblusset konflikt med Thailand, der udspiller sig i flere provinser, der ligger ved grænsen mellem de to lande.
Det siger Hun Sen, som er Cambodjas tidligere premierminister, tirsdag, skriver nyhedsbureauet AFP.
- Efter at have været tålmodige i mere end 24 timer for at respektere våbenhvilen og for at give tid til at evakuere folk i sikkerhed, gengældte vi i går aftes, i nat og her til morgen, lyder det på Facebook fra Hun Sen.
Ekspremierministeren har stadig stor indflydelse i Cambodja og er leder af landets senat.
- Nu kæmper vi for at forsvare os selv, lyder det videre.
Det fremgår ikke umiddelbart, præcist hvad gengældelsen består i.
Meldingen kommer, efter at Cambodia natten til tirsdag har anklaget thailandske soldater for at have skudt mod grænseprovinsen Banteay Meanchey.
Det har ifølge Cambodjas forsvarsministerium kostet yderligere to civile personer livet.
Fra Maly Socheata, som er talsperson for ministeriet, lød det efterfølgende til journalister, at i alt syv civile er blevet dræbt i Cambodja i de seneste angreb.
Dertil skal tyve være blevet såret.
I en anden udtalelse fra landets forsvarsministeriet lyder det, at Thailands hær tirsdag morgen genoptog angreb i flere grænseområder - blandt andet nær templet Preah Vihear, som er på Unesco's verdensarvsliste.
Titusindvis af indbyggere er blevet evakueret fra grænseområderne, efter at kampene brød ud søndag.
Fra Thailands hær har det lydt, at en thailandsk soldat er blevet dræbt, mens 18 personer er blevet såret.
Både Thailand og Cambodja har beskyldt hinanden for at være ansvarlige for brud på den aftale om våbenhvile, der i oktober blev underskrevet af Thailands premierminister, Anutin Charnvirakul, og Cambodjas premierminister, Hun Manet.
Begge parter har således beskyldt hinanden for at have genoptaget konflikten, hvor Thailand mandag gennemførte luftangreb og indsatte kampvogne mod nabolandet.
I juli blev omkring 300.000 personer på begge sider af landenes grænse fordrevet fra deres hjem, skriver AFP. Det skete under fem dages dødelige kampe, som stod på, indtil våbenhvilen trådte i kraft.
/ritzau/
