Yderligere to anholdt efter mislykkede bomber

I alt fire personer er nu anholdt efter bilbombeangrebet mod lufthavnen i Glasgow

To personer er blevet anholdt i det nordvestlige England i forbindelse med de tre mislykkede bilbomber i London og Glasgow, oplyste britisk politi tidligt søndag morgen.

De to blev pågrebet i Cheshire af antiterror enheder.

De pågældende har forbindelse til de to mænd, som blev arresteret af skotsk politi, efter at de lørdag med en firhjulstrækker vædrede hovedindgangen til hovedbygningen i Glasgow Lufthavn.

Der udbrød brand i bygningen, men ingen mennesker kom alvorligt til skade.

Fredag blev der fundet to bilbomber i London, og politiet udtalte lørdag aften, at der ser ud til at være en forbindelse mellem de tre episoder.

/ritzau/