Den sociale medieplatform X slipper umiddelbart for at offentliggøre platformens retningslinjer for at imødegå desinformation, chikane, hadefuld tale og ekstremisme på platformen.

Det har en appeldomstol i San Francisco afgjort onsdag, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Et udvalg bestående af tre dommere omstødte en tidligere afgørelse fra en lavere retsinstans, der havde afvist en anmodning om at sætte en midlertidig stopper for en nyligt vedtaget californisk lov om moderation af indholdet på sociale medier.

Loven forpligter store medievirksomheder til at udsende offentligt tilgængelige rapporter, der beskriver virksomhedens retningslinjer for moderation, hvor mange gange retningslinjerne er blevet overtrådt, og hvordan overtrædelserne er blevet håndteret.

Den amerikanske mangemilliardær og iværksætter Elon Musk, som ejer X, lagde sidste år sag an mod delstaten i et forsøg på at forhindre loven i at træde i kraft.

Han hævdede i den forbindelse, at loven er i strid mod ytringsfriheden i henhold til den amerikanske forfatning.

I flere amerikanske delstater undersøges det i øjeblikket, i hvilken grad det er muligt at regulere sociale medievirksomheder.

USA's højesteret bad i maj domstole i delstaterne Texas og Florida revurdere, om deres lovgivning om moderation af indhold på sociale medier kunne være forfatningsstridig.

I december afviste en distriktsdommer i Sacramento i Californien at blokere for den californiske lov om indholdsmoderation.

Det gjorde han med begrundelsen, at loven ikke var "uberettiget eller unødigt indgribende i forhold til forfatningen".

Men onsdag nåede appeldomstolen i San Francisco frem til det modsatte. Dommerne konkluderede, at lovgivningen var "mere omfattende en nødvendigt".

Appeldomstolen har nu pålagt en lavere retsinstans at undersøge, om dele af den californiske lov om indholdsmoderation vil kunne gennemføres i praksis.

/ritzau/