Den særlige amerikanske udsending Steve Witkoff er onsdag ankommet til den russiske storby Sankt Petersborg.

Det skriver det statslige russiske nyhedsbureau Tass.

Kort før klokken 11 melder russiske medier, at han og den russiske præsident, Vladimir Putin, er gået i gang med et møde.

Det sker i Konstantinpaladset, hvor de to skal tale om situationen i Ukraine, bekræftede Jurij Usjakov, der er rådgiver for Putin, tidligere ifølge Tass.

- Forhandlinger om Ukraine-konflikten er selvfølgelig hovedemnet for dagens møde, udtaler den russiske rådgiver ifølge det statslige nyhedsbureau.

Witkoff takker ved begyndelsen af mødet den russiske præsident, Vladimir Putin, for en dieselaftale, som USA for nylig indgik med Rusland.

Det skriver det russiske nyhedsbureau Interfax ifølge Reuters.

Witkoff siger, at han håber, at Putin vil overveje at genoptage forhandlinger mellem Rusland, USA og Ukraine.

Imens meddeler Putin, at en amerikansk statsborger, der har været fængslet i Rusland, er blevet løsladt. Putin taler også om genoprettelsen af det økonomiske forhold mellem de to lande og muligheden for at mødes med USA's præsident, Donald Trump, i Kina.

Witkoff var tirsdag i Oslo for at mødes med den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj.

USA's udenrigsminister, Marco Rubio, har omtalt mødet tirsdag som "positivt".

- Udstyret med de idéer kan han nu tage til Sankt Petersborg og dele dem med Rusland - og lad os se, om vi kan gøre nogle fremskridt, har Rubio ifølge AFP udtalt.

Også den særlige udsending Jared Kushner ventes at deltage i mødet med Putin - men dog virtuelt. Det siger en amerikansk embedsmand til AFP.

På vej tilbage fra Rusland lander Witkoff efter planen igen i Oslo, siger den norske statsminister, Jonas Gahr Støre, til det norske medie NRK.

- Det bliver nok et møde i lufthavnen, tænker jeg. Forventningen er vel, at det bliver en form for tilbagemelding. Jeg tror måske, at vi er i en fase nu, hvor russerne også leder efter muligheder for diplomati, siger den norske statsminister.

På mødet i Oslo tirsdag deltog også repræsentanter fra Frankrig, Storbritannien, Tyskland, Polen, EU og Nato.

Ukraine og USA's forhold er inde i en anspændt periode, efter at Trump har indgået en dieselaftale med Rusland og er kommet med kritiske bemærkninger om Zelenskyj.

Efter mødet sagde Zelenskyj, at de advarsler, som Ukraine får fra USA om ballistiske missiler, "virker" igen.

- Det er meget vigtigt for folket, for så ved vi, når de russiske ballistiske missiler kommer, skrev præsidenten på X.

RITZAU