WHO vurderer lav risiko for pestsmitte i Rusland efter ulykke
Efter at en kvinde i Rusland er død efter ulykke på et antipestlaboratorium, er der opstået uro om smitte.
Efter at en kvinde i Rusland er død efter ulykke på et antipestlaboratorium, er der opstået uro om smitte.
Risikoen for at blive smittet med pest blandt befolkningen i Rusland synes lav, vurderer verdenssundhedsorganisationen WHO.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Meldingen kommer, efter at en 28-årig kvindelig laboratorietekniker i Sibirien angiveligt skulle være død efter at være blevet smittet.
Det har russiske myndigheder imidlertid afvist.
Ifølge Reuters har dødsfaldet skabt bekymring på sociale medier.
Myndighederne i Rusland oplyser mandag, at situationen er under kontrol.
Kvinden arbejdede på laboratorium i Irkutsk-regionen i Sibirien, og unavngivne kilder oplyser til et lokalt medie, at hun muligvis var blevet smittet med lungepest fra et ødelagt reagensglas.
Guvernøren i regionen, Igor Kobzev, siger mandag, at en undersøgelse har fastslået dødsårsagen til lungebetændelse af ukendt årsag.
Dødsfaldet har imidlertid medført reaktioner fra Det Hvide Hus i USA.
Den amerikanske præsident, Donald Trump, meddeler mandag, at USA vil hjælpe Rusland i det, han betegner som "et stort problem".
- Jeg kan ikke lide at se dem stå i denne situation. Det er en alvorlig sygdom, siger han.
RITZAU