Verdenssundhedsorganisationen (WHO) vil have en afklaring fra indiske myndigheder på, hvorvidt en hostesaft, der har forårsaget flere dødsfald i Indien, er blevet eksporteret til andre lande.

Det oplyser WHO til Reuters onsdag.

Mindst 17 børn under fem år er ifølge lokale embedsmænd døde i Indien i den seneste måned efter at have indtaget en hostesaft.

Ifølge en politianmeldelse, som Reuters har set, indeholdt hostesaften ved navn Coldrif det giftige stof diethylenglycol i mængder næsten 500 gange over den tilladte grænse.

Stoffet bruges blandt andet i kølervæske og kan være dødeligt, hvis det indtages. Ifølge WHO kan stoffet føre til akut nyresvigt.

Flere af dødsfaldene er sket i delstaten Madhya Pradesh.

- Lægen, der udskrev recepten, er blevet anholdt, siger Rajendra Shukla, der er vicechefminister i delstaten til det indiske nyhedsbureau ANI ifølge Reuters.

Foruden lægen har politiet desuden rejst en straffesag mod producenten, Sresan Pharma.

Det er langt fra første gang, at diethylenglycol i hostesaft fra Indien har kostet små børn livet.

I 2023 blev indiskproduceret hostesaft sat i forbindelse med 70 børns dødsfald i Gambia og 18 i Usbekistan.

Det skriver mediet BBC.

Sagerne fik på det tidspunkt WHO til at udsende en advarsel om, at seks typer hostemedicin produceret i Indien og Indonesien kunne være sundhedsskadelige.

Foruden dødsfaldene i Gambia og Usbekistan døde mindst 12 børn under fem år ligeledes i den indisk-administrerede del af Kashmir-regionen mellem december 2019 og januar 2020.

Også her blev indtagelsen af hostesaften angivet som årsagen.

Ifølge aktivister var forventningen dog dengang, at det reelle dødstal var højere, skriver BBC.

/ritzau/