Verdenssundhedsorganisationen (WHO) vil anbefale vægttabsmidler baseret på GLP-1, som blandt andet Novo Nordisks vægttabsmedicin er, til behandling af fedme hos voksne.
Det viser et offentligt udkast om retningslinjer på området ifølge Reuters.
I udkastet, som er i høring indtil 27. september, har WHO's ekspertkomité konkluderet, at lægemidlerne er en del af en løsning på en langvarig behandling af fedme for patienter, der har en BMI på 30 eller højere.
Det er første gang, at WHO anbefaler brugen af denne type lægemidler mod fedme, og organisationen kalder det "et vigtigt skridt mod at etablere en global standard for behandling".
Organisationen er samtidig i gang med at udvikle separate anbefalinger for børn og unge.
WHO skriver i udkastet til retningslinjerne, at fedme ofte fremstilles som et "livsstilsproblem", og at det er en forældet opfattelse.
I stedet kalder organisationen fedme for en "kronisk, fremadskridende og tilbagevendende sygdom", der ifølge WHO's tal påvirker over én milliard mennesker på verdensplan i både høj- og lavindkomstlande.
Fedme bidrager desuden til millioner af dødsfald, som ifølge WHO kan forebygges.
Selv om WHO nu anbefaler vægttabsmidlerne, undlod organisationen tidligere i september at tilføje dem til listen over essentielle lægemidler som fedmemedicin.
Listen er en oversigt over medicin, som ifølge WHO bør være tilgængelig i alle velfungerende sundhedssystemer.
Lægemidlerne blev i stedet tilføjet som en behandling af type 2-diabetes, hvilket er den sygdom, medicinen i første omgang blev udviklet til at behandle.
Over for Reuters oplyste organisationen dengang, at prioriteringen på medicinlisterne afspejlede, hvilke patienter der vil have størst fordel af den dyre medicin.
/ritzau/Reuters