WHO: Undervarianter af omikron driver smittestigning i Sydafrika

Tidlige data antyder, at vacciner beskytter mod alvorlig sygdom og død ved nye undervarianter, siger WHO-chef.

Generalsekretær for WHO Tedros Adhanom Ghebreyesus siger, at det er for tidligt at sige, om de nye undervarianter kan forårsage mere alvorlig sygdom end andre undervarianter af omikron. (Arkivfoto.) Fabrice Coffrini/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Pretoria. To nye undervarianter af omikron står bag en stigning i antallet af covid-19-tilfælde i Sydafrika.

Det udtaler Verdenssundhedsorganisation, WHO, onsdag.

Omikronvarianten er meget smitsom. Den blev først opdaget i november og er nu klart den dominerende variant.

Men trods smitsomheden var den - i sammenhæng med vaccinetilslutningen - en del af begrundelsen for den danske genåbning denne vinter. Den giver nemlig typisk et mildere sygdomsforløb.

Det har længe været kendt, at omikron har flere undervarianter. Den mest dominerende er BA.2.

Men nu peger sydafrikanske forskere, som også var de første til at berette om omikronvarianten, på to nye undervarianter som "årsagen til en stigning i smittetilfælde".

Det siger WHO's generalsekretær, Tedros Adhanom Ghebreyesus, ved et pressemøde.

Varianterne hedder BA.4 and BA.5.

I WHO's seneste ugentlige opdatering står der, at varianterne har "nogle få yderligere mutationer, som kan påvirke deres karakteristika".

Generalsekretæren siger, at det "er for tidligt at sige, om de nye undervarianter kan forårsage mere alvorlig sygdom end andre undervarianter af omikron".

- Men tidlige data antyder, at vaccination fortsat beskytter mod alvorlig sygdom og død, siger Ghebreyesus.

Sydafrika er det land i Afrika, der har registreret flest smittede og døde med covid-19. Der har været næsten 3,8 millioner smittede og over 100.000 døde.

I Sydafrika er det under 45 procent af den voksne befolkning, der har fået to vaccinestik.

Landet har været igennem et markant fald i antallet af virustilfælde, og i marts gik der næsten to dage, uden at der blev meldt om nogen covid-dødsfald. Det var første gang i næsten to år.

Tidligt i april blev alle restriktioner ophævet i Sydafrika, og siden er antallet af smittetilfælde steget noget.

Ifølge WHO var der sidste uge på verdensplan det laveste antal covid-19-døde siden marts 2020. Det skriver Bloomberg.

/ritzau/AFP