Wang tabte 23,4 mia. kroner på én dag

Nedturen på de kinesiske børser har over sommeren kostet landets investorer enorme summer. Kinas rigeste tabte 23,4 mia. kroner på en enkelt dag. Nogle af landets nyrige mangemilliardærer har på få måneder oplevet ekstreme op- og nedture.

Arkivfoto: Wang Jianlin, bestyrelsesformand for Dalian Wanda Group, under et interview på hans kontor i firmaets hovedkvarter i Beijing, december 2012. REUTERS/Suzie Wong/Files (CHINA - Tags: BUSINESS PROFILE) Fold sammen
Læs mere
Foto: SUZIE WONG
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Nu er det ikke, fordi Wang Jianlin kommer til at mangle noget. Han er stadig god for mere end 200 mia. kroner. Men selv for Kinas rigeste mand må et tab på 23,4 mia. kroner på en enkelt dag gøre ondt.

Så meget var der barberet af værdien af Wang Jianlins formue, da børserne i Shanghai og Shenzhen lukkede i mandags. Og sorte mandag, som den er blevet kaldt, har som bekendt kun været en ud af mange dage i den mørke ende af farveskalaen. Med enkelte kortvarige undtagelser har sommeren budt på den ene mere deprimerende nyhed efter den anden fra det kinesiske aktiemarked.

Det er gået hårdt ud over landets småinvestorer, der står for størstedelen af Kinas aktiehandler. Men målt på kroner og ører er det hos de kinesiske superrige, og ofte nyrige, at de seneste par måneder for alvor har været en katastrofe. Det gælder ikke mindst for de erhvervsfolk, der børsnoterede deres virksomheder, inden boblen brast, og som ikke fik solgt ud af deres aktiebeholdning, inden kurserne vendte.

Det er tilfældet for Lin Yongxian, formand for containerproducenten ShengXing Group. Han blev dollarmilliardær, da firmaet gik på børsen i april på et tidspunkt, hvor kurserne var på himmelflugt. Nu er hans formue mere end halveret.

Også for Zhou Qunfei var en børsnotering vejen til ekstrem rigdom. Den tidligere fabriksarbejder kunne kalde sig Kinas rigeste kvinde, kort efter at hendes virksomhed gik på børsen i foråret. Lens Technology, der fremstiller glas og andre dele til mobiltelefoner, var et hit hos investorerne. For Zhou Qunfei gjorde det, at hendes private formue voksede til omkring 90 mia. kroner. I dag vurderer Forbes, at hendes personlige rigdom er på 33 mia. kroner. Hvilket i øvrigt stadig er nok til at beholde titlen som Kinas rigeste kvinde.

Foreløbigt stop for børsnoteringer

Et væld af børsnoteringer og en enorm interesse for de nye aktier var en af de faktorer, der længe var med til at puste luft i den kinesiske aktieboble. Af samme grund valgte de kinesiske myndigheder i juli at sætte en stopper for børsnoteringer.

Hvornår den begrænsning fjernes vides ikke, men at dømme ud fra den nuværende situation bliver det ikke foreløbig. Ikke meget tyder på, at de kinesiske aktiekurser har fundet et stabilt niveau.

Aktiernes rutsjebanetur i Kina betyder dog ikke, at landet har fået færre milliardærer, tværtimod. Analysefirmaet Hurun, der årligt udgiver en liste over Kinas rigeste personer, vurderer, at op mod 5.000 kinesere i dag er god for mindst to mia. kroner.

Wang Jianlin ligger som nævnt helt i toppen af milliardærlisten, hvilket først og fremmest skyldes hans ejerandel i bygge- og ejendomsselskabet Wanda Group. Men meget sigende for mange af Kinas superrige er han også involveret i en lang række andre aktiviteter i og uden for Kina. Det gælder blandt andet massive investeringer i selskaber som luksushotellet Nine Elm i London, Heathrow Lufthavn, fodboldklubben Atlético Madrid og verdens største biografkæde, Wanda Cinema.