Jevgenij Prigozjin, der er stifter af det berygtede militærfirma Wagner-gruppen, siger, at der er blevet hejst et russisk flag over administrationsbygningen i den ukrainske by Bakhmut.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Meldingen fra Prigozjin kommer omkring midnat natten til mandag.

Der er dog stadig ukrainske styrker i den vestlige del af byen, siger han.

»Fra et juridisk synspunkt er Bakhmut erobret,« siger Prigozjin i en lydoptagelse på beskedtjenesten Telegram.

»Fjenden er koncentreret i byens vestlige del,« siger han videre.

Reuters har ikke været i stand til uafhængigt at bekræfte Prigozjins udsagn.

I et opslag på Facebook afviser ledelsen for Ukraines væbnede styrer, at byen er under russisk kontrol.

»Fjenden har ikke stoppet dens angreb på Bakhmut. Ukrainske styrker holder dog stadig på modig vis stand, mens de afviser adskillige angreb fra fjenden,« lyder det ifølge AFP.

Wagner-stifteren har tidligere påstået at have opnået militær succes, hvor det ikke har været tilfældet.

Tidligere søndag har Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, sagt, at den militære situation omkring Bakhmut var »særlig ilter«.

»Tak til vores soldater, der kæmper i Avdijivka, Marjinka og Bakhmut. Især Bakhmut. Det er særligt iltert der,« sagde præsidenten i sin daglige videotale.

I månedsvis har russiske styrker forsøgt at omringe og erobre Bakhmut, hvor der inden den russiske invasion sidste år boede 70.000 mennesker.

Den prominente ukrainske militæranalytiker, Oleh Zjdanov, sagde også søndag, at byen er overvældet af kampe. Han siger, at de ukrainske styrker har afvist 25 angreb fra fjenden, men at russiske styrker har erobret et metalværk.

»Fjenden angriber byens centrum fra nord, øst og syd, og de forsøger at få hele byen under kontrol,« sagde Zjdanov, der har tætte forbindelser til den ukrainske hær, i en video på YouTube.

»Nogle steder er vi lykkedes, og andre steder har vi endda formået at gennemføre modangreb.«

/ritzau/

Få overblikket hver morgen

Tilmeld dig nyhedsbrevet »Dagens overblik« og få de vigtigste historier direkte i din indbakke.

Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske opdaterer mig på de vigtigste nyheder fra ind- og udland om politik samfund og kultur mandag-fredag kl.08.00. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke.