Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Beirut: Krisen i Israel og de palæstinensiske områder blev i går forværret med lynets hast, da politiet fandt et lig, som formodes at være en palæstinensisk teenager, der er blevet offer for et hævnmord. Nyheden om aktionen førte til oprørstilstande i den overvejende palæstinensiske bydel Shuafat i Jerusalem, hvor politiet brugte gummikugler mod vrede palæstinensere. Iagttagere beskriver sammenstødene som »de værste i Østjerusalem i årevis«. Liget blev fundet tidligt i går morges i en skov vest for Jerusalem, og mordet blev tilsyneladende begået af højreorienterede israelske ekstremister.
Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, fordømte »det afskyelige mord« og beordrede straks en undersøgelse. Han advarede mod, at yderligtgående »tog loven i egne hænder«. Den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas, sagde i en erklæring:
»Jeg forlanger, at Israels regering straffer morderne, hvis Israel vil have fred mellem palæstinenserne og det israelske folk.«
De eskalerende begivenheder og frygt for flere hævnaktioner udløste advarsler og beskyldninger på begge sider. En ledende palæstinensisk talsmand advarede om, at Israels pres mod Det Palæstinensiske Selvstyre kan lede til, »at palæstinensiske myndigheder mister kontrollen over den palæstinensiske gade«. Samtidig beskyldte Shaul Mofaz, tidligere israelsk forsvarsminister og stabschef for Israels militær, premierminister Netanyahu for gennem de senere år at have »undergravet Israels styrke til at afskrække fjender«.
»Død over araberne«
Formodningen er, at liget af teenageren er 17-årige Mohammed Hasan Abu Khdai, der ifølge sin fætter blev tvunget ind i en bil med to-tre passagerer uden for moskeen i Shuafat tidligt i går morges. Den kidnappede drengs far tilbragte hele dagen på politistationen for at af- eller bekræfte, hvorvidt den dræbte var hans søn.
Ifølge den israelske avis Yediot Aharonot havde liget af den unge palæstinenser »brændemærker og tegn på at være blevet udsat for vold«.
Liget af teenageren blev fundet et par timer efter, at Israel begravede tre unge bosættere, hvis lig blev fundet i en dal uden for Hebron tidligere på ugen. De jødiske teenagere forsvandt 12. juni, da de tog på stop hjem fra et religiøst seminar på den besatte Vestbred. Israels politi og militær finkæmmede efterfølgende Vestbredden for at finde drengene.
Sagen om de myrdede bosættere har udløst en bølge af vrede og had på sociale medier i Israel. Tirsdag var der ekstremistiske, højreorienterede demonstrationer i Jerusalems centrum, hvor politi anholdt mindst 50. Deltagere råbte »død over araberne« og chikanerede eller forsøgte at angribe palæstinensere.Israels sikkerhedskabinet skulle mødes i aftes for at beslutte, hvordan de vil reagere på fundet af ligene af de bortførte. Kabinettet mødtes også de foregående to aftener – uden at nå til enighed. Det forlyder, at ministre er stærkt uenige om, hvordan Israel skal angribe den islamistiske, palæstinensiske gruppe Hamas, som Israel mener er ansvarlig for kidnapningen af de tre bosætter-teenagere.
Hamas afviser at stå bag
Israelske krigsfly bombede omkring 36 mål i den Hamas-kontrollerede Gazastribe mandag nat, men nogle ministre ønsker en langt hårdere militæroffensiv. Ifølge Israels Kanal 10 har Israel dog intet endegyldigt bevis, der direkte forbinder Hamas til kidnapningerne. Netanyahu sagde tirsdag, at angrebene mod Hamas kun vil fortsætte, »hvis det er nødvendigt«. Hamas-ledelsen i Gazastriben har afvist at stå bag bortførelsen.
Ifølge nogle analytikere vil Israel forsøge at udnytte situationen til at forpurre forsoningen mellem det islamistiske Hamas og det moderate, sekulære Fatah, der blev bebudet i sidste måned. Israel er imod den politiske forsoning mellem de to palæstinensiske grupper, som Netanyahu-regeringen siger vil føre til mere vold på Vestbredden.
Adskillige israelske politikere har efterspurgt et »passende zionistisk svar« på mordene. En eufemisme, der tilsyneladende betyder at opføre nye bosættelser på Vestbredden.
Israels militær har også genoptaget den såkaldte »nedrivnings«-praksis, som går ud på at ødelægge palæstinenseres huse som straf mod formodede terrorister. Soldater bulldozede mandag nat huse, der tilhører familierne til Marwan Qawasmeh og Amer Abu Aisha. Israel har udnævnt disse to palæstinensere fra Hebron-området til at være hovedmistænkte for kidnapningen.
Familierne til de tre dræbte bosættere udstedte i går en erklæring, hvor de fordømte drabet på den palæstinensiske teenager:
»Der er ingen forskel mellem arabisk blod og jødisk blod. Mord er mord. Der er ingen tilgivelse eller retfærdiggørelse for nogen form for mord.«