Vrede lokale får Australiens premierminister til at flygte ind i sin bil: »Han fik den velkomst, han fortjener«

Australiens premierminister, Scott Morrison, er på rundrejse i Australien efter de massive, fatale skovbrande.

Australiens premiereminister, Scott Morrison, er taget rundt til forskellige byer i landet, der er brændt ned i de massive skovbrande. Stringer/Reuters Fold sammen
Læs mere

Sydney. Lokale beboere og brandmænd langer ud efter Australiens premierminister og nægter at give ham hånden under hans besøg i landets nedbrændte byer.

På et besøg i byen Cobargo på Australiens sydøstkyst, hvor tre personer er blevet fundet dræbt af brandene, blev premierminister Scott Morrison jaget ind i sin bil af vrede lokale.

I en video på Twitter fra det australske medie Nine Networks kan man se, hvordan Morrison tvinger en af de lokale til at give ham hånden, mens han spørger, hvordan hun har det.

Den lokale kvinde svarer, at hun kun giver ham hånden, hvis han giver de frivillige brandmænd flere midler, skriver The Guardian.

Flere lokale begynder herefter at råbe ad Morrison, inden han flygter ind i sin bil.

Den liberale kollega Andrew Constance, der er transportminister i delstaten New South Wales (NSW), hvor brandene hærger, langer ud efter Morrison efter besøget.

- Han fik den velkomst, han fortjener, siger Andrew Constance til australske 7 News.

- Landet vil have dig til at åbne checkhæftet, siger han.

Morrison er fortaler for den enorme kulindustri i Australien og har længe nægtet sammenhængen mellem brandene og klimaforandringerne.

Han har tidligere udtalt, at regeringen ikke vil diskutere klimapolitik, mens brandene står på.

I et andet videoklip fra det australske medie ABC News nægter en brandmand ligeledes at give Morrison hånden.

- Jeg har virkelig ikke lyst til at give dig hånden, siger han.

Herefter tager Morrison på akavet vis fat i brandmandens anden hånd.

Et efterfølgende videoklip viser Morrison spørge en brandkontrollør, om han vil sige undskyld til brandmanden, der "nok bare er meget træt".

Hertil svarer kontrolløren, at brandmanden lige har mistet sit hus.

Morrison siger selv, at han ikke tager de lokales vrede personligt.

- Borgerne er vrede og kede af det. Uagtet om de er sure på mig eller hele situationen, ved jeg, at det er min opgave at støtte dem, siger han til radiostationen 3AW ifølge Sydney Morning Herald.

- Hvorfor skulle jeg tage det personligt? Det er mit job, og vores opgave er at hjælpe og støtte delstaterne med deres anmodninger, siger han.

Scott Morrison oplyser, at han formentligt aflyser et planlagt statsbesøg i Indien i denne måned. Morrison fik hård kritik for at tage på ferie til Hawaii i december, mens brandene stod på.

Det australske militær er natten til fredag dansk tid i færd med at evakuere de mange beboere, der er strandet på sydøstkysten og ikke kan komme ud på grund af de omkringliggende brande.

Den tidligere brandchef i NSW, Greg Mullins, sammenligner Morrisons svar på brandene med USA's præsident Donald Trumps svar på skoleskyderier.

- Jeg er sur over premierministeren svar. Det minder om præsident Donald Trump efter skoleskyderier, der siger, at de intet har at gøre med våben.

- Vi skal tale om klimaforandringerne, siger Greg Mullins

Den tidligere brandchef tilføjer, at han tilbage i april og maj advarede premierministeren om de kommende brande og anbefalede ham at sætte militæret ind.

- Svaret var, at det var en åndssvag idé, siger Greg Mullins, der tilføjer, at premierministeren endelig har lyttet og sat militæret ind for at hjælpe.

I en leder på Sydney Morning Herald kritiserer avisen Morrison for at reagere for sent på den nationale krise.

- Scott Morrison har misset chancen for at tage initiativet. Selvfølgelig ligger det primære ansvar hos delstatslederne og deres katastrofeberedskaber, men det her er blevet en national krise, skriver avisen.

/ritzau/