Vrede landmænd i oprør i Bruxelles: Statuer væltet og ild i gaden
Ifølge en dansk europaparlamentariker har de omfattende landmandsprotester i Bruxelles udviklet sig i en ubehagelig retning.
Ifølge en dansk europaparlamentariker har de omfattende landmandsprotester i Bruxelles udviklet sig i en ubehagelig retning.
Bruxelles er centrum for EUs magtudøvelse, og derfor er der ikke så sjældent demonstrationer.
Alligevel er de demonstrationer, der i øjeblikket hærger den belgiske hovedstad, lidt ud over normalen.
Over tusinde traktorer har nemlig blokeret vejene i dele af byen, og på den centrale Place du Luxembourg, som ligger lige foran Europa-Parlamentets bygning, er der væltet mindst én statue og sat ild flere steder til bildæk og halm.
Landmandsprotesterne har den seneste tid fundet sted i flere lande i Europa, heriblandt også Frankrig.
Landmændene protesterer imod for lave priser på deres produkter, hvilket de beskylder billige importerede varer for at være skyld i, samt imod negative konsekvenser af EUs miljølovgivning.
Ifølge den belgiske avis Le Soir er der omtrent 1.300 traktorer parkeret midt på gaderne i Bruxelles, hvilket altså er nok til at lukke dele af byen ned.
Landmændene har siden tidlig morgen 1. februar demonstreret på pladsen, hvor de ud over at sætte ild til forskellige ting ifølge avisen også har kastet æg, ølflasker og fyrværkeri mod politiet.
En video delt på det sociale medie X af den danske europaparlamentariker Kira Marie Peter-Hansen (SF) viser, hvordan landmændene også kaster ting mod parlamentsbygningen.
»Ubehagelig og utryg stemning i Bruxelles i dag. Der lugter af røg inde i Parlamentet, og demonstranter vælter statuer og kaster med ting mod EP,« skriver Kira Marie Peter-Hansen på X.
Hun tilføjer, at hun håber, at dialogen vinder.
Myndighederne har svaret tilbage ved at sprøjte vand på både ilden og landmændene.
Protesten finder sted i skyggen af det EU-topmøde, som i dag finder sted, hvor EUs stats- og regeringschefer mødes for blandt andet at diskutere støtte til Ukraine.