»Voyeuren i os længes«

Medier verden over gør status efter skuespillerinden Katie Holmes' lynskilsmisse fra Tom Cruise. Konklusion: Den indre svinehund er skuffet.

Foto: AXEL SCHMIDT
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Tom Cruise skal skilles igen, lød det for lidt over to uger siden.

Blot fem år efter Tom Cruise sprang op i sofaen hos talkshowgudinden Oprah og erklærede sin kærlighed til skuespillerinden Katie Holmes, var hollywoodromancen mellem dem slut. Straks begyndte spekulationerne om, hvorfor mon »TomKat« ikke holdt længere.

Nogle medier mente at vide, at Katie Holmes søgte skilsmisse fordi Cruises filmkarriere overskyggede hendes egen. Andre påpegede uforsonlige trosforskelle imellem scientologen Tom Cruise og katolikken Katie Holmes, og helt tredje medier luftede i spøg konspirationsteorier, eftersom nu 50-årige Cruise tre gange er blevet skilt fra en 33-årig kvinde.

Ligeledes gik spekulationerne om, hvem af de to, der monstro ville få forældremyndigheden over deres fælles datter, seks-årige Suri, samt om hvor mange penge, der skulle betales- og af hvem?

Den opmærksomme kunne måske endda fornemme, hvordan skilsmissenyheden fik den indre svinehund til at slikke sig om munden ved udsigten til en lang og smertefuld offentlig skilsmisse, hvor slibrige detaljer om deres ægteskab skulle udstilles i den offentlige gabestok. Men ak! Efter blot 11 dage kom nyheden om, at TomKat-skilsmissen var afsluttet, efter et seks timers møde på et advokatkontor i New York - helt uden om retten.

»Hvad sjov er der ved det?«, som L.A. Times-journalisten Christie D'Zurilla retorisk bemærker.

Christie D'Zurilla er ikke alene med denne betragtning. The Telegraph-journalisten Sarah Rainey påpeger, at kendisskilsmisser generelt, og i Hollywood-skilsmisser specifikt, afføder uendeligt meget foder til den indre svinehunds trug. Skoleeksemplet er »Hollywoods mest beskidte skilsmisse«, som pressen døbte skilsmissen mellem Liza Minnelli og David Gest, som sluttede i 2006.

I en årelang offentlig retssag føg beskyldningerne fra dem imod hinanden, eksempelvis at han skulle have dræbt hendes hund, imens at hun skulle have banket ham og givet ham herpes. Intet af det blev dog bevist i retten. Andre eksempler er Charlie Sheens skilsmisse fra Denise Richards, hvor hun stemplede ham som en misbrugende, pornoafhængig ludoman, eller Mel Gibsons skilsmisse fra Robyn Denise Moore, hvor Gibson endte med at betale hende halvdelen af sin formue - et beløb, som angiveligt er i omegnen af to mia. kroner.

Som Sarah Rainey påpeger, blev svinehunden snydt denne gang. Vi fik aldrig de slibrige detaljer, og vi får dem givetvis heller aldrig. Katie Holmes advokat, Allan Mayefsky, siger til CNN, at skilsmisseaftalen mellem Holmes' og Cruise »er fortrolig, og detaljerne vil ikke blive offentliggjort«. Han påstår samtidig, at de mange offentlige spekulationer om årsagen til skilsmissen er ukorrekte.

TomKats skilsmisse adskiller sig altså fra en typisk Hollywood-skilsmisse, og måske er det netop derfor, at spekulationerne fortsat fylder meget på alverdens medier og blogs. Selvom både Cruises advokater og Scientology har afvist, at kirken har noget med skilsmissen at gøre, synes mange medier alligevel at vide, at netop Katie Holmes' frygt for at hendes datter skulle opdrages i kirken var årsagen til bruddet.

Måske fortsætter spekulationerne blot fordi den indre svinehund blev snydt for sit måltid. Som The Telegraphs Sarah Rainey udtrykker det:

- Voyeuren i os længtes efter det spændende retslokaleopgør foran os, og den dagdrømte om sure opstød over Suris millionpunds garderobe. (...) Hvor var skandalen? Mudderkastningen?