»Vore politikere er kujoner«

Titusindvis af demonstranter gik i dag gennem Dublins gader. Folket på gaden klandrer regeringen for uansvarlighed og bankfolkene for grådighed.

Irerne demonstrere mod regeringens spareplan. Det irske LO, ICTU, bag en national protestdag i Dublin. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Henriksen

DUBLIN: De forreste mænd i demonstrationen ligner mest af alt en flok hærdede gamle boksere med deres store hoveder, grove hænder og deres huer trukket godt ned over ørerne. Og da de begynder at råbe, virker de mindst ligeså frygtindgydende.

De ledes langsomt fremad i demonstrationsoptog gennem Dublin, der tæller et sted mellem 50.000 og 100.000 mennesker.

»Vi slår igen. Vi gør modstand,« råber de aggressivt, hver gang deres kollega med megafonen råbende spørger dem, hvad de vil stille op over for regeringens store nedskæringer.

Stemningen over for ikke mindst premierminister Brian­ Cowen er ikke til at tage fejl af denne lørdag eftermiddag, og landets leder kan glæde sig over, at han ikke er til stede. For han vil hverken bryde sig om udsagnene fra sine landsmænd på gaden eller de mange skilte og bannere, som de bærer fremad i protest.

For et par år siden blev han sur over, at et galleri i Dublin udstillede to malerier af ham næsten nøgen - et hvor han sad på et toilet og et andet blot i underbukser.

Manden med leen

Denne dag bærer en af hans irske navnebrødre, Brian­, et skilt, hvor Brian Cowen hænger fra en galge.

»Det er fordi, han er kriminel. Han har ansvaret for at have kørt vores land ud over rampen,« forklarer den unge mand.

En anden er klædt i kutte og bærer en le lavet af papmache i hånden, som var hun »Manden med leen«. Foran sit ansigt bærer hun en maske med Brian Cowens kontrafej.

»Det symboliserer, at vores premierminister er nationens morder,« siger den kutteklædte Angelaine.

En tredje bærer et skilt, hvor Brian Cowen er malet som et rødt svin.

»Brian Cowen fortalte ikke sandheden,« konstaterer Mattia med svineskiltet.

»Han spiste ved det samme bord som bankfolkene. Men i lang tid vidste han, hvor slemt det stod til. I hvert fald siden 2008, hvor finanskrisen kom, og den irske boligboble eksploderede med et brag. Men han blev ved med at sige, at det ikke var nødvendigt med en redningspakke fra EU. Det var jo løgn.«

Selv om demonstrationen er arrangeret af ICTU - det irske svar på LO - er det langt fra kun inkarnerede fagforeningsfolk, der er til stede. Alt fra pensionister til børnefamilier marcherer med for at markere deres utilfredshed med den måde, landet er blevet ledet på, og hvordan det er blevet kørt i sænk.

Fergus og hans kone Ei­mear har taget deres to drenge på ét år og fire år med. Eimear skubber den mindste i klapvogn, mens Ferguys bærer den ældste på sine skuldre, da de titusindvis af mennesker bevæger sig over den 204 år gamle bro O'Donovan Rossa og ned langs nordsiden af floden Liffey i det centrale Dublin.

Fergus har mistet sit job, og med en kraftigt stigende arbejdsløshed - i dag 13,5 procent - er der ikke udsigt til, at han kan få et nyt lige med det samme. Derfor må de leve af Eimears løn.

Politikere er kujoner

»Vi har bare fået nok,« siger Eimear, der er skolelærer. Som offentligt ansat fik hun allerede sidste år, i den forrige sparerunde, skåret sin løn med ti procent.

»Nu taler de om at skære vores løn med ekstra 4,5 procent. Jamen, vi kan bare ikke få det til at hænge sammen. Vi bor til leje, og vi vil aldrig komme til at kunne betale for et hus. Vores bekymring går naturligvis også på vores børns fremtid.«

Fergus og Eimear mener, at Brian Cowen og hans regering bør gå af med det samme, så irerne kan få et hurtigt valg før jul og ikke først til januar efter, at den store sparepakke er vedtaget.

De deler manges vrede over, at politikerne ikke selv vil yde, mens folket må lide.

De irske parlamentarikere har fastholdt deres høje hyre i stedet for at gå ned i løn som bl.a. deres kollegaer i det britiske parlament. Flere af ministrene i den britiske regering er også af premierminister David Cameron blevet tvunget til at tage toget i stedet for at blive transporteret i ministerbiler med egen chauffør.

»Men her nægter de selv at afgive noget,« siger Eimear. »Og de sorte ministerbiler kører stadig ud og ind ad parlamentets porte med én minister på bagsædet i hver bil. Vore politikere er kujoner.«