Von der Leyen skærer igennem: EU skal også investere i klimatilpasning
I næste måned vil EU-Kommissionen fremlægge et udspil med hjælp til 100 klimaudsatte områder i EU.

I næste måned vil EU-Kommissionen fremlægge et udspil med hjælp til 100 klimaudsatte områder i EU.

Efter en "sandhedens sommer" på klimaområdet med hedebølger og skovbrande i flere dele af Europa må EU nu både investere i klimatilpasning og fortsætte klimaindsatsen.
Det siger EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, i sin årlige State of the Union-tale.
- Det handler ikke om afbødning eller tilpasning. Vi har brug for begge dele. Og de skal styrke hinanden.
- Det er den eneste måde at opnå klimaresiliens på. Men vi er nødt til at øge vores beredskab markant, siger von der Leyen.
Hun forsøger dermed at skære igennem debatten mellem dele af højre- og venstrefløjen i Europa.
Mens klimatilhængere på venstrefløjen ser lavere CO2-udslip og en stærk klimaindsats som den bedste løsning, lægger højrefløjen vægt på, at man må investere i klimatilpasning, fordi EU allerede er langt foran USA og Kina, når det gælder reduktioner i drivhusgasser.
På højrefløjen fremhæver man, at EU allerede har reduceret sit udslip så meget, at EU i dag kun står for fem til seks procent af verdens samlede udledninger af drivhusgasser.
Selv hvis EU lukkede sin industri i morgen og forbød alle biler og lastbiler at køre, ville det ikke ændre mærkbart på klimaet i verden, lyder det fra dele af højrefløjen, som i stedet vil fokusere på at tilpasse hverdagen til det vildere vejr.
EU-Parlamentets politiske gruppe De Grønne, som SF er medlem af, hilser von der Leyens fokus på klimaet velkommen, men mener, at udmeldingen kommer for sent.
- Hvor var EU, da 35.000 europæere døde som følge af for høj varme i Europa denne sommer? Vi så ingen krisetaskforce, vi så ingen ad hoc-møder, der var ingen handlingsplan. Det er uacceptabelt, vi skal gøre mere, siger den tyske medformand for De Grønne, Terry Reintke.
Hun ser samtidig tegn på, at EU-Kommissionen efter pres fra industrien og flere EU-lande, der frygter tab af job som følge af høje energipriser og klimakrav, er ved at lempe på klimaindsatsen.
- Vores ledere ved, at vi skal arbejde sammen, men de undgår at gøre det. Og endnu værre, så svækker de vores Green Deal, siger medformand for De Grønne, Terry Reintke.
Green Deal er EU's overordnede strategi, der skal sikre, at unionen er klimaneutral senest i 2050.
SF's medlem af EU-Parlamentet, Rasmus Nordqvist, mener, at det er godt, at "EU nu kommer på banen i forhold til klimatilpasning". Men pengene mangler, siger han:
- Med den voldsomme udvikling, vi ser, bliver vi nødt til at samarbejde om tilpasningen. Det kan ikke længere blot være det enkelte lands opgave.
- Men det kommer til at kræve finansiering, og det kom der desværre ikke svar på, siger Rasmus Nordqvist.
Spørgsmålet om finansiering vil formentlig komme i fokus, når EU-Kommissionen om kort tid fremlægger et udspil på området.
- Næste måned vil vi præsentere en ny ramme for klimaresiliens. Vi vil udpege 100 af de mest sårbare områder i Europa. Og vi vil vurdere risiciene – og på hvilket niveau, de bør håndteres.
- Dette vil give os en samfundsomfattende tilgang helt ned til det lokale niveau, hvor tilpasning har størst betydning. Og målet er at gøre Europa til førende inden for tilpasningsteknologier, siger von der Leyen.
RITZAU