Opdateret

Von der Leyen kalder mangel på billige boliger for social krise

EU-Kommissionens formand lover en forstærket indsats for at sikre billigere boliger til europæerne.

EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, kalder boligsituationen i Europa for en "social krise". Hun ønsker en hurtigere EU-indsats. Den er EU-kommissær for energi og boliger Dan Jørgensen i spidsen for. Han håber at kunne præsentere en plan inden årets udgang. (Arkivfoto). Yves Herman/Reuters

Priserne på især ejerboliger, men også lejeboliger, er skudt i vejret i større danske byer. Et billede, der går igen i mange andre europæiske lande.

Ifølge EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, har situationen nu udviklet sig fra at være en "boligkrise" til at være en "social krise", der truer europæernes fremtid.

I en tale til EU-Parlamentet i Strasbourg onsdag varsler hun handling.

- Et hjem er ikke bare fire vægge og et tag. Det er tryghed, varme, et sted for familie og venner.

- Men for alt for mange europæere i dag er hjemmet blevet en kilde til bekymring, siger von der Leyen.

Hun fastslår i talen, at EU-Kommissionen arbejder på en plan for billigere boliger.

Den plan skal Danmarks EU-kommissær, Dan Jørgensen, stå i spidsen for, da han er kommissær for energi og boliger.

- Von der Leyen var meget klar i dag: Den boligkrise, som millioner af europæere står over for, kræver hurtig handling, siger Dan Jørgensen.

Han varsler en fremskyndelse af planen for billigere boliger, som kommissionen lige nu arbejder på. Den skal nu præsenteres inden årets udgang, siger Dan Jørgensen.

- Vi er nødt til at gøre boliger mere overkommelige, mere bæredygtige og af bedre kvalitet, siger den danske EU-kommissær.

Von der Leyen lægger i talen op til, at nye boliger skal bygges hurtigere. Samtidig skal eksisterende bygninger renoveres - alt sammen med et mål om at afskaffe hjemløshed inden 2030.

For at understøtte det mål vil EU-Kommissionen blandt andet revidere statsstøttereglerne, så EU-landene kan bruge offentlige midler til at bygge billige boliger, siger von der Leyen.

- Sygeplejersker, lærere og brandmænd har ikke råd til at bo der, hvor de arbejder. Studerende dropper ud, fordi de ikke kan betale huslejen, og unge mennesker udskyder at stifte familie.

- Det handler om retfærdighed. Og det handler om Europas fremtid, siger von der Leyen.

Hun varsler samtidig et nyt indgreb over for korttidsudlejning, der kritiseres for at tage boliger til almindelige mennesker ud af markedet og medvirke til at presse boligpriserne op.

- Jeg er i gang med at tale med borgmestre, lokalpolitikere og borgerorganisationer i de byer, der er hårdest ramt i Europa.

- Vi er ikke ude på at forbyde Airbnb og andre løsninger. For det er godt for dem, der lejer ud og for at få turisme til Europa. Men vi bliver nødt til at få det reguleret bedre, siger Dan Jørgensen.

Selv om langt størstedelen af boligpolitikken ligger hos de 27 EU-lande selv, tror han på, at EU-forslagene vil kunne gøre en forskel.

- At von der Leyen har det som et hovedtema i sin tale i dag, siger noget om, hvor alvorlig situationen er. Det er rigtigt, at mange af de ting, der skal gøres, skal gøres nationalt. Men der er også ting, der skal gøres på europæisk plan.

- Det handler om finansieringsmuligheder, så der kan bygges flere boliger. Det handler om, at statsstøttereglerne er alt for snærende i forhold til at bygge sociale boliger, siger Dan Jørgensen.

/ritzau/