Den indiske regering har forbudt filmen »India's Daughter« i Indien og meddelt, at man overvejer mulige juridiske skridt mod BBC og alle, der viser den.
»Uanset hvad vi er nødt til at gøre, vil indenrigsministeriet være parat til at gøre det,« sagde indenrigsminister Rajnath Singh.
Filmen omhandler en voldtægt og et drab i december 2012, der blev gennemført med en hensynsløs brutalitet, som rystede befolkningen og førte til omfattende uroligheder samt krav om, at myndighederne sætter effektivt ind mod voldtægter, der ifølge filmen finder sted »hvert 20. minut« i det kæmpestore land.
Foto: Demonstranter i Hyderabad brænder en dukke, der skal forestille mændene, der voldtog Nirbhaya Jyoti i december 2012.