Voldtægternes plads

Tahrir-pladsen i Cairo er på godt og ondt blevet symbolet på revolutionen i Egypten. Mens befolkningen kæmper sin kamp, bliver flere og flere kvinder voldtaget og chikaneret på selvsamme sted, hvor demokratiet begyndte.

Tahrir-pladsen i Cairo er om noget blevet symbolet på den egyptiske revolution og har dannet ramme om protester mod både Mubarak og Morsi og ikke mindst om exit-festlighederne efter begge de to præsidenter. Men de store forsamlinger danner også ramme om en lang række grove seksuelle overgreb mod kvinder. Arkivfoto: AFP Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

De kalder det helvedets cirkel. Når mændene udser sig kvinden i mængden, danner de en ring om hende. Hun kan ikke slippe væk. Hverken fra deres blik eller hænder.

Der er undtagelsestilstand på den runde Tahrir-plads i Cairo. Det er der også for mange egyptiske kvinder. Det er snarere blevet reglen end undtagelsen, at når der er demonstration på pladsen, er der også kvinder, som bliver strippet for alt deres tøj og voldtaget af ukendte mænd. Det, der begyndte med at være et billede på Det Arabiske Forår og demokratiet, er i dag blevet et sortrandet foto, hvor nogle forsøger at holde kvinderne ude af motivet.

30-årige Yasmine El Baramawy var i november på gaden for at protestere mod præsident Morsi. Sammen med en veninde var hun gået hen til Tahrir-pladsen, men ville forlade den igen efter fem minutter, da de kunne fornemme, at noget var under opsejling. Deres instinkt havde ret, fortæller hun til det amerikanske magasin Vice. De to kvinder blev stormet af en gruppe mænd, der rev deres tøj af. Yasmine blev ført bort til en nærliggende gade, hvor hun kunne mærke fingre og knive penetrere sine kønsdele. Resten af kroppen blev befamlet af fremmede hænder.

Da bortførerne presset hende op ad en bygning, forsøgte hun desperat at få en dørmand til at lukke hende ind i bygningen. I stedet for at reagere, stirrede han tomt på Yasmine. Imens voldtægten stod på, råbte mændene igen og igen:

»Hun har en bombe spændt til kroppen. Hun vil sprænge os i luften.«

Der er kun én ting, man kan læse ud af voldtægterne. At kvinder skal blive hjemme. Deres stemme er ikke velkommen i politik. Sådan lyder korrespondenten Nina Burleighs udlægning i en analyse på CNN. Når udenlandske journalister bliver voldtaget, kommer den besked globalt ud.

Overfaldet af 200-300 mænd

Det begyndte med korrespondenten Lara Logan på den selvsamme dag i februar 2011, hvor den egyptiske præsident, Hosni Mubarak, trådte tilbage efter voldsomme demonstrationer. Omkring 200 til 300 mænd slog og chikanerede hende seksuelt. På et tidspunkt voldtog de hende med hænderne. For to måneder siden blev en hollandsk kvindelig journalist voldtaget så voldsomt, at hun blev indlagt til operation bagefter.

I dag kan flere egyptiske kvinder fortælle den historie i takt med, at demonstrationerne på Tahrir-pladsen er blevet flere og flere. Hver gang er manuskriptet det samme. En stor gruppe mænd omringer kvinden og river hendes tøj af. Det sker altid på dage, hvor mange mennesker er forsamlet på pladsen. Og hver gang undlader andre fremmødte mennesker at gribe ind. I stedet filmer eller fotograferer de overgrebet.

Kvinderne henvender sig næsten aldrig til hospitalet eller politiet. Der er ingen medicinske protokoller til voldtægtsofre, og politiet behandler ofrene som prostituerede. Der er også historier om kvinder, der har hørt forbipasserende sige, at det er synd for mændene, fordi de ikke ved, hvad de gør. Andre siger, at det er kvindernes egen skyld. De spørger: »Hvad havde hun på?«

En epidemi af vold

I juli opfordrede Human Rights Watch den egyptiske regering til at gøre noget ved det, de kaldte for en epidemi af vold mod kvinder. Ifølge en FN-undersøgelse offentliggjort i april har 99,3 procent af de egyptiske kvinder prøvet at blive seksuelt chikaneret. 91 procent føler sig ikke sikre på gaden. Tallene afslører, at sexmisbrug er en del af hverdagen.

Shereen El Feki skriver om sex i arabisk kultur og i et interview med Reason Magazine fortæller hun, at mens egyptiske kvinder er opdraget til at adlyde, er mændene derimod vandt til at dominere og tage det, de vil have.

I tidligere romantiske egyptiske film som eksempelvis »Al Sharisa« findes der en klassisk »Nej betyder ja«-scene: En mand forsøger at kysse en kvinde, og hun vender sit hoved bort. Han trækker hende nærmere ind til sig. Hun forsøger at løbe væk. Til sidst griber han fat i kvinden og holder hende tæt, indtil hun giver op. Mens vi i de vestlige lande vil kalde sådan en scene for sexchikane, kalder man det i Egypten for kærlighed, fortæller Shereen El Feki.

Udtryk for splittelse

Voldtægterne udstiller en splittelse i det egyptiske samfund. På den ene side viser de en kultur, hvor kvinder ikke bliver respekteret. På det anden side finder protestgrupper og organisationer deres egen stemme. Som følge af voldtægterne er der opstået to frivillige organisationer, der har til formål at beskytte kvinderne på pladsen. Operation Anti-Sexual Harassment (OpAntish) og Tahrir Bodyguard patruljerer pladsen i grupper af 15. Når de ser et overgreb, forsøger de at verfe mændene væk med køller. De giver kvinderne tøj på igen og bringer dem hen til et sikkert sted. På Twitter og Facebook fortæller de løbende følgerne om arbejdet.

Ifølge medstifteren af Tahrir Bodyguard Soraya Bahgat er Egypten et land fuld af seksuel chikane, hvor folk er blevet immune over for alvoren af overgrebene.

»Det har været et underrapporteret problem, fordi mange mennesker ikke er villige til at komme frem med deres historie og fordi ingen vil forstyrre Tahrir-pladsens hellighed,« siger hun til The Guardian.

Det er en kendt taktik i historiefortællingen. Når et land invaderede et andet, tog man ikke kun landet. Man tog også kvinderne. Voldtægten er en del af enhver voldsom politisk omvæltning, hvor statsmagten mister grebet om sikkerheden.

Med det in mente er voldtægterne på Tahrir-pladsen ikke kun et spørgsmål om seksuel kultur.

»Det at nedværdige modstanderens kvinder har en politisk symbolik. Det handler også om at genere modstanderens kvinder, fordi man der virkelig kan få ram på dem. I Algeriet brugte man i sin tid voldtægter rent taktisk. Militæret tog ud i landsbyer og stillede konerne op på en række for at genere islamisterne,« siger Helle Lykke Nielsen, lektor ved Center for Mellemøststudier på Syddansk Universitet.

Hun mener ikke, at det er den egyptiske kultur, der er baggrund for voldtægterne. Samme problem vil opstå i ethvert land, hvor kønnene lever meget opdelt, og hvor unge ikke må dyrke sex, før de er blevet gift. Det er bare tydeligt udfoldet i Egypten, hvor der i denne tid er voldsom politisk turbulens.

»På overfladen ser det meget frit ud, men lige under den overflade er der nogle betydelige mekanismer for kønsadskillelse. Når samfundet politisk er ved at bryde sammen, og det ikke længere bliver holdt sammen af politi og militær, bliver kvinder mere udsatte. Det har altid været et problem i Egypten, at piger blev chikaneret, men staten holdt alligevel øje med folk. Der var grænser for, hvor langt man kunne gå. Der er der ikke mere, og det er der så nogle, der benytter sig af,« siger hun.

Efter den første bølge af begejstring over Det Arabiske Forår, er stemningen vendt. Nu ser vi den grimme side af oprøret.

»Egypten er et komplekst samfund, og der har været en overgangsfase med voldsom politisk tumult. Men man ser også tegn på, at samfundet bevæger sig i en anden retning. Der er jo mænd, der hjælper kvinderne ind på pladsen og beskytter dem. Det viser en spredning i den egyptiske kultur,« siger Helle Lykke Nielsen.

Forskellige motiver

Når netop Tahrir-pladsen er blevet symbolet for både oprøret og voldtægterne, er det ikke helt tilfældigt. Den cirkelrunde plads er et samlingssted for en masse forskellige mennesker fra både land og by.

»Mænd kommer der med meget forskellige motiver. Hvis man er en mand fra et mindre landsbysamfund med stor social kontrol og kommer ind til pladsen, hvor man kan opføre sig, som man vil, og hvor der er manglende lov og orden, kan sådan noget som en voldtægt godt ske,« siger Helle Lykke Nielsen.

Staten har altid tolereret voldtægter og ikke anset det for at være kriminalitet. Den har ikke taget ansvar, mener Mariam Kirollos, aktivist for kvinderettigheder og en del af OpAntish. Til The Guardian siger hun, at helvedets cirkel ikke bliver opløst med nye love, når en ny regering træder til. »Det kræver mere end bare at implementere lovene for at få det her til at stoppe. Samfundet bliver nødt til at ændre sig.«