Voldsomt vulkanudbrud koster 25 livet i Guatemala

25 mennesker er omkommet under et vulkanudbrud i Guatemala, oplyser katastrofemyndighederne ifølge Reuters.

Et udbrud fra vulkanen Fuego har dræbt flere mennesker i Guatemala. / AFP PHOTO / NOE PEREZ Fold sammen
Læs mere
Foto: NOE PEREZ

Guatemala City. Mindst 25 personer meldes omkommet i Guatemala, og adskillige andre er såret, efter at en af de mest aktive vulkaner i Centralamerika søndag udspyede store askeskyer og lava i et voldsomt udbrud.

Det oplyser katastrofemyndighederne i Guatemala søndag lokal tid ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Udbruddet fra vulkanen Fuego skete kort før middag lokal tid.

Flere nærtliggende byer og marker er dækket af et lag af aske. Sidst på eftermiddagen begyndte lava desuden at strømme ned ad vulkanens ene side.

- Vi evakuerer og kommer folk til undsætning, siger Sergio Cabanas, der er øverste chef for katastrofeberedskabet i landet.

Han oplyser, at adskillige personer er omkommet. Desuden savnes et ukendt antal. Myndighederne frygter derfor, at dødstallet kan stige.

En stor del af redningsindsatsen er koncentreret omkring landsbyen El Rodeo, som ifølge Cabanas er ramt af en "flod af lava".

- Der er sårede, forbrændte og døde mennesker, siger han.

Temperaturen i lavastrømmen er målt til omkring 700 grader, oplyser Guatemalas seismologiske institut til nyhedsbureauet AP.

Fire personer omkom, da lava satte ild til et hus i El Rodeo, oplyste myndighederne tidligere. Desuden blev to børn brændt ihjel. Et andet offer blev fundet liggende på en gade i El Rodeo.

Som et forvarsel om udbruddet begyndte store mængder sort røg og aske at stige op fra vulkanen tidligt søndag.

Katastrofeberedskabet valgte derfor at evakuere omkring 100 personer fra området nær den aktive vulkan, der ligger cirka 40 kilometer sydvest for hovedstaden Guatemala City.

Vulkanen ligger også tæt på Antigua, der er populær blandt turister på grund af dens mange bygninger fra kolonitiden. Gæster og medarbejdere i en golfklub nær Antigua var blandt de evakuerede.

Desuden er den internationale lufthavn i hovedstaden blevet lukket på grund af de store mængder røg og aske, der driver ind over byen.

/ritzau/