Voldsomt uvejr har nu kostet 85 livet i Filippinerne

Jordskred og oversvømmelser har kostet adskillige mennesker livet i det østlige Filippinerne, oplyser.

Dødstallet efter et uvejr, der ramte Filippinerne kort før nytår, er onsdag opjusteret til 85.

Det oplyser katastrofemyndighederne, efter at redningsarbejdere onsdag nåede frem til områder, der har været hårdt ramt af jordskred og oversvømmelser i den østlige del af landet.

Rednings- og bjærgningsarbejdet har været udfordret af store regnmængder de seneste par dage.

Myndighederne håber at kunne nå frem til flere ramte områder, når vejret begynder at arte sig bedre.

Mindst 20 personer savnes stadig. Det siger Edgar Posadas, talsmand for de nationale katastrofemyndigheder.

69 personer meldes omkommet i den østlige region Bicol. Yderligere 16 er blevet dræbt under jordskred i naboregionen Østvisayas, siger Posadas.

I provinsen Camarines Sur er mindst 50 huse blevet begravet af jordskred i bjergbyen Sagnay.

Her har redningsarbejdere bjærget et stort antal lig, oplyser de lokale myndigheder.

/ritzau/dpa