Voldsomme kampe ved belejret moské i Pakistan

Mindst 23 personer er dræbt under kampe ved Den Røde Moské i Islamabad. Pakistansk militær har stormet moskéen for at tvinge militante ekstremister ud.

Pakistanske styrker stormede natten til tirsdag Den Røde Moské, hvor en gruppe militante har forskanset sig. Det skete kort efter, at forhandlingerne om en løsning på konflikten i Pakistans hovedstad Islamabad brød sammen.

Mindst tre regeringssoldater og 20 militante er omkommet under kampene, og flere andre er såret, oplyste militærets talsmand, generalmajor Waheed Arshad.

Det er ikke umiddelbart klart, om der er ofre blandt de kvinder og børn, som befandt sig i moskéen. Men kort efter, at soldaterne havde stormet bygningen, lykkedes det 20 børn at slippe væk fra urolighederne, oplyser militæret.

Ifølge embedsmænd befandt der sig omkring 150 civile inde i moskéen, da den blev stormet.

/ritzau/